-> #29
Jeg tror ikke rigtigt du forstår hvad jeg skriver så 🙂
Det jeg siger er, at (over)tro, erstatter "videnskab", når det er ting vi ikke kan forklare. Men, i sig selv, er videnskaben så ikke en tro? Selvom vi definerer regler for hvordan tingene passer sammen, er det jo ikke nødvendigvis sådan det hænger sammen.
Et godt eksempel er, at man i lang tid troede at Jorden var flad, og var centrum i Universet. Begge dele er hvad jeg ville kalde for relative antagelser, og uden direkte "måling", vil vi ikke andet end opfatte det som, at Jorden er flad, og vi er centrum i Universet. Af den simple grund, at vi kun kan kigge "væk" fra os selv.
Så hvis man ikke kan finde x, y, z og t koordinaterne for Jorden, er det vel fint nok at antage, at Jorden er centrum i ("vores") univers. Derudover, eftersom vi ikke kan se Jorden krumme, må vi ligeledes opfatte Jorden som værende flad.
Så relativt, set fra et menneskes synspunkt, vil Jorden være centrum i Universet, og flad. I hvert fald ifølge vores opfattelsesevne og abstraktionsniveau.
For at tage religionen med indover. Så er det jo også et spørgsmål om "tro". Vi har jo, reelt set, ikke noget der minder om en fornuftig forklaring på, hvor alting kommer fra. Vi kan kun deduktere, at vi må komme "et sted" fra.
At der så skulle have været en metafysisk indgriben, i form af "Gud", kan vi jo hverken be- eller afkræfte.
Det samme gælder liv i andre galakser. I følge vores opfattelse, er Universet jo uendeligt. Så derfor må sandsynligheden for, at der ikke findes liv på andre planeter, være uendeligt lille. Omvendt, så vil det være svært at finde dem. Men eftersom vi ikke kan afvise det (især fordi vi selv eksisterer), må vi antage, at der findes liv i andre galakser.
Selvfølgelig har vi ikke bevist alting. Den dag vi finde x, y, z og t koordinaterne for Jorden, og kimen til altings oprindelse, vil Verden gå under, da vi hermed bliver selvbevidste om oprindelse og relativ placering. Eftersom Universet er så uendeligt stort, vil der kun være to mulige udfald.
Enten kollapser det hele, og alting ophører med at eksisterer. Eller så gentager processen sig, og vi vil ikke have en skid anelse om hvad der lige skete. Det kan man vel kalde en form for parallel-tankegang, der kan være direkte destruktiv.
Jeg ville ikke bero mig på menneskelige instrumenter, til at finde ikke-menneskelige objekter, eller påvise eksistensen af samme. Jeg forestiller mig, at selv hvis der findes rumvæsener i vores nærhed, vil vi ikke være i stand til at identificere dem, da vores "Verden" er opbygget som den er. Vi kan i bedste fald håbe på, at deres relative eksistens er tæt nok på vores, til at vi ville kunne "se" dem. Men for at vende den på hovedet, blot for at antage at der er sandsynlighed for liv i andre galakser: Hvor stor er sandsynligheden så for, at vi nogensinde møder dem, endsige; at de overhovedet minder om os?
Det er på et abstraktionsniveau hvor jeg ikke kan være med.
Lidt som at forestille sig hvordan Universet ser ud, "udefra".
Så, i mine øjne er det ligemeget hvad du tror på. Om du tror på Gud, Newton eller Paradise Hotel. Tro er tro, og kan som sådan ikke diskuteres, da det er en meget personlig opfattelse, af hvordan tingene hænger sammen.
Jeg har mine hypoteser. Alle andre har deres. Vi kan vel blive enige om, at nogle folk finder sammen, og danner kulter (religioner), som de så vælger at dyrke. Det kan væres troen på en profet, enten i form af Einstein eller Muhammed. Det kan være troen på altings eksistens, naturreligion, skabelsesberetninger eller relativitetsteori.
Det jeg siger er. At når man kommer op på det abstraktionsniveau, så bortfalder muligheden for at forklare tingene i ord de fleste kan forstå, og vi må derfor forlade os på "troen" om, at det de siger/skriver er det 'rigtige' - Men så er vi ovre i filosofien.
-> #30
Jeg tror ikke på Marsmænd. Men en fuld Emillos i dametøj. Dét tror jeg på 🤣