Det er ret svært at lave en dansk sætning uden fremmedord - og alle fire eksempler fra #0 er fremmedord. Typisk, symmetrisk og sympatisk er græske ord, mens social er latin.
Og jeg tror, det giver noget af forklaringen på a- og u-. At gøre ordet til det modsatte med a- foran stammer fra græsk. Og det giver vel god mening at bruge græsk grammatik med græske ord. Men vi gør det så ikke konsekvent - hvis vi skulle bruge latinsk grammatik til social, ville det blive til in-social (ligesom in-kontinent og in-solvent) - men her bruger vi så også græsk, a-social. Og sympatisk fordansker vi til u-sympatisk.
Der er ikke rigtig nogen, der kan forklare, hvorfor sprog udvikler sig, som de gør - vi må nok bare sige, at sådan gør vi altså på dansk. Men det betyder meget, hvad der lyder godt, og hvad der er lettest at sige - det vil oftest sige, hvad vi skal bevæge tungen og læberne mindst til. Det er fx grunden til, at håndklæde ofte bliver til hångklæde i flad udtale - tungen skal bevæge sig meget fra D til K, men ikke fra G til K - prøv selv at udtale henholdsvis håndklæde og hångklæde 😉
Og hvis man prøver at udtale asympatisk og usympatisk, synes jeg også, asympatisk er lidt mere knudret - men det er ren spekulation fra min side (og lidt sprogligt nørderi - men man har jo ikke læst teologi for ingenting 😳 ).