Jeg lyver hele tiden. Finder på navne og situationer, fiktive scenarier osv. Ofte, så er der et gran af sandhed i historien, men sommetider kan det godt være flere ting, plukket ud af forsk. sammenhænge, der tilsammen giver et godt grin.
Så ja, selvfølgelig må man da lyve. Konen, kæresten, venner, familie. Der skal lyves hele tiden. Men det skal jo ikke være om "store" sandheder. En lille hvid løgn er altid på sin plads.
Eksempel:
Kunsten af finde en lejlighed
Hvor er politiet når man har brug for dem
og mange andre.
Er jo allesammen "løgnehistorier". Enten er store eller små dele fiktive/plukket, andre gange er der ændret navne, steder osv. Man (læs: jeg) møder jo så mange skæve typer fra tid til anden, så man kan jo altid lave et kompot, og så er der til timers stand-up.
Apropos, så har jeg skrevet nok omkring 20 sider A4 ark fyldt (på begge sider), med små jokes, episoder osv. - der i sidste ende nok ville kunne fungere på en scene. Man skal jo blot tage sig mod til rent faktisk at gøre noget ved det 😳
Men det gør jo ikke historien mindre sjov for dem der ikke var der.
Jeg lyver konstant for min niece. Hun stiller, som børn jo gør, konstant dumme spørgsmål, og skulle man forklare hende hvordan induktion og elektromagnetisme fungerer, ville det jo tage mig 10 år, før hun fattede hvordan en radio fungerer (hun er 8 år).
Jeg siger da heller ikke til min søster, at jeg elsker at lave håndbremse-øvelser, når der er sne på vejen og jeg har lånt hendes bil 😛
Selvfølgelig er der jo stor forskel på at fortælle en god historie, sige noget pis eller bare være morsom, og så direkte lyve over for politiet. Lyve for familien når de spørger: "Hvordan går det så med dit udslæt?" -Så skal man jo helst fortælel sandheden 😀 😛
PS.: Delen med udslæt var fiktiv 😎 🤣