Dansk middelmådighed og at være 'tilfreds'
Hyggehjørnet d. 03. februar. 2009, skrevet af NoNig
Vist: 568 gange.
NoNig
#0
Et lille eksperiment, bær over med mig.
Når nu vi står op om morgenen og tager på arbejde, i skole eller blot går på W.C. for at tusse tilbage under dynen, må der være en kraft eller en drift der styrer os. Jeg har, og det er nu ikke for at starte en længere autobiografi, tænkt en del over det med ambitioner, middelmådighed og det at stille omgivelserne og sig selv tilfreds.
Jeg tror, at de fleste af jer har haft eller har det som jeg har det - eller havde det. Nemlig det, at man vågnede kl. 6 om morgenen, stod op, nærmest pr. automatik gik ud på badeværelset og fik ordnet dagens første gøremål. For mit vedkommende var det, i lang tid, et stort ønske om at opfylde en livsdrøm. Lad os, for fælleskabets skyld lege, at det kunne være brandmand, politibetjent eller sågar skraldemand, der var livsdrømmen. For de af jer, der kunne forestille jer hvad det end måtte være, vil jeg gerne byde velkommen til denne lille pseudofilosofiske analyse af det liv vi lever og hvorfor vi i det hele taget holder fast i det.
Holder fast i det spinkle håb, alt imens voksenlivet, overvejelser og bekymringer skyller ind over os, som Vesterhavet stille og rolig trækker sandet tilbage i vandet. Da vi var børn, for mange år siden, for ikke så længe siden eller til de lykkelige af jer der endnu er der (og derfor ikke umiddelbart forstår hvad der nu sker), havde vi en ubekymret tilværelse. De fleste af os voksede op i stabile hjem, fyldt med kærlighed, nærvær og ikke mindst troen på, at menneskerne omkring os kun ville os det bedste. Selv når vi ikke vidste det eller ikke troede det, så ville de os altid det bedste.
Hvad skete der med den tilværelse? Forsvandt den i kassekredit, studiegæld, børn, huslån eller måske andre aktiviteter man helst vil holde væk fra dagens lys? Det var jo en skøn tid. Hvorfor kan man ikke bare lægge sig til at sove, og vågne op som 5-årig, med en mor der kærlig aer en på kinden og siger at om lidt er der morgenmad?
Man skulle ikke selv købe ind. Man skulle overhovedet ikke bekymre sig om hvor tingene kom fra. De var der bare. Det var fuldstændig ligemeget hvor man selv kom fra, da det på alle mulige måder var lige så uvæsentligt som hvorfor at ting falder ned når man smider dem op i luften?
Man skulle ikke tænke længere end til dagen i morgen eller i bedste fald til næste uge, når der var en fødselsdag eller et lejlighedsvis besøg hos ens bedste ven. De trolige alliancer i legetimerne, hvor man sad under træet og skar hul i fingeren og erklærede sine nærmeste venner, med blodets bånd, et evigt troskab og svor en hellig ed om, at uanset hvad der end måtte ske, så ville man være brødre selv når luften var løbet fra lungerne og blodet ikke længere flød i årene.
Som tiden gik, kom der bare mere og mere på. Selvfølgelig steg den mentale kapacitet i samme omgang, og selvom man ikke altid forstod hvad der foregik var man sikker på, at der sad mennesker et eller andet sted i nærheden som nok skulle forklare hvordan tingene hang sammen.
Årene gik, og man blev ældre. Man fik måske andre interesser, og man snakker ikke så meget med vennerne som man burde. Blodsbåndet er der stadigvæk, men de perifære bekendtskaber, man troligt lovede, at man nok skulle ringe, skrive eller sms'e forsvandt i glemslen. Takket været tjenester som Facebook fik man endnu en chance. Men man har en selektiv hukommelse, der alt til trods, stadigvæk glemmer at skrive og ønske tillykke med fødselsdagen.
Når nu der er så mange personlige relationer der er så overfladiske, burde man så ikke reflektere lidt over, hvad det siger om en selv, som person? Gør man bekendtskaberne til en undskyldning om, hele tiden at snakke om den samme episode, for 5 år siden, som aldrig bliver slidt, men alligevel bliver historien mere og mere hul? Som en ballon der pustes op, og på et tidspunkt brister, når nu illusionen ikke kan bære mere?
Hvilke sammenfald er der mellem disse personlige relationer og de ambitioner man går med, livet igennem? Når man ikke er tro mod de relationer man har, og de mennesker man sætter ind i sine ambitioner, er man så i virkeligheden ikke sig selv utro? Man lover sig selv ud til for meget, uden reelt at skænke konsekvenserne en tanke?
Omgiver man sig med alt for meget varme, føles kulden blot endnu koldere og som tusinde nåle der rammer dig i hjertet når virkelighedens klare lys rammer dig alt for sent. Ambitioner? Hvor kom de fra? Kom de fra dig selv? Var du tro imod dem?
Hvis ikke man kan holde sine ambitioner for øje, er man så blevet voksen og har indset, at der er andet i livet end at drømme? Og jo ældre man bliver, jo mere drømmer man om 'hvordan det skulle have været'. Det er jo den reelle fare, og præcis deri pointen med det hele ligger.
Hvilke åndsamøber er det man har omgivet sig med, som man gav tilladelse til at frarøve dig ambitionerne? Drømmene? Løj de før dig? Løj de, når de sagde, at man var god nok. At man nok skulle klare det? Løj de, når de mange år senere kom tilbage og var skuffede og havde tusinde gode forklaringer på, hvorfor det ikke gik?
Er det i regelen ikke ok, at sætte sig tilfreds med middelmådighed, eller er jeg i min gode ret til at være pissesur? Hvem skal jeg være sur på? Dem der løj? Hvem løj? Lod jeg mig narre med fine gloser og komplimenter der ikke tjente andet formål end at sende mig videre ned i systemet?
Dengang man havde ambitionerne, havde man noget at gå efter. Det øjeblik ambitionerne forsvandt, døde håbet. Det vigtigste vi mennesker besidder, døde og visnede som en blomst i vinduet der ikke fik vand i tide en varm og lang sommer.
Det er dér essensen i det hele ligger. At vi skal huske hinanden på, at det er i orden at drømme. Det er i orden at sætte sig mål der umiddelbart kan virke ulogiske, overvurderede og måske direkte idiotiske. Det er i orden at tro, at man er bedre end andre. Det er i orden, at ville noget "mere" med sit liv.
Tillad dig selv at drømme. Tillad dig selv at have ambitioner. Tillad dig selv, at blive et bedre menneske og vokse med livet, blive voksen og aldrig glemme barnet inderst inde der hele tiden råber til din samvittighed. Du må ikke glemme den naive tro på, at der nok skal være nogen til at rose dig. Til at bære dig når du er blevet såret eller til at sørge for dig, når du har mistet modet.
Du må aldrig give op, forbliv tro mod dig selv.
Men vil du så ikke godt love mig én ting:? At du aldrig melder dig til X-Faktor!
Når nu vi står op om morgenen og tager på arbejde, i skole eller blot går på W.C. for at tusse tilbage under dynen, må der være en kraft eller en drift der styrer os. Jeg har, og det er nu ikke for at starte en længere autobiografi, tænkt en del over det med ambitioner, middelmådighed og det at stille omgivelserne og sig selv tilfreds.
Jeg tror, at de fleste af jer har haft eller har det som jeg har det - eller havde det. Nemlig det, at man vågnede kl. 6 om morgenen, stod op, nærmest pr. automatik gik ud på badeværelset og fik ordnet dagens første gøremål. For mit vedkommende var det, i lang tid, et stort ønske om at opfylde en livsdrøm. Lad os, for fælleskabets skyld lege, at det kunne være brandmand, politibetjent eller sågar skraldemand, der var livsdrømmen. For de af jer, der kunne forestille jer hvad det end måtte være, vil jeg gerne byde velkommen til denne lille pseudofilosofiske analyse af det liv vi lever og hvorfor vi i det hele taget holder fast i det.
Holder fast i det spinkle håb, alt imens voksenlivet, overvejelser og bekymringer skyller ind over os, som Vesterhavet stille og rolig trækker sandet tilbage i vandet. Da vi var børn, for mange år siden, for ikke så længe siden eller til de lykkelige af jer der endnu er der (og derfor ikke umiddelbart forstår hvad der nu sker), havde vi en ubekymret tilværelse. De fleste af os voksede op i stabile hjem, fyldt med kærlighed, nærvær og ikke mindst troen på, at menneskerne omkring os kun ville os det bedste. Selv når vi ikke vidste det eller ikke troede det, så ville de os altid det bedste.
Hvad skete der med den tilværelse? Forsvandt den i kassekredit, studiegæld, børn, huslån eller måske andre aktiviteter man helst vil holde væk fra dagens lys? Det var jo en skøn tid. Hvorfor kan man ikke bare lægge sig til at sove, og vågne op som 5-årig, med en mor der kærlig aer en på kinden og siger at om lidt er der morgenmad?
Man skulle ikke selv købe ind. Man skulle overhovedet ikke bekymre sig om hvor tingene kom fra. De var der bare. Det var fuldstændig ligemeget hvor man selv kom fra, da det på alle mulige måder var lige så uvæsentligt som hvorfor at ting falder ned når man smider dem op i luften?
Man skulle ikke tænke længere end til dagen i morgen eller i bedste fald til næste uge, når der var en fødselsdag eller et lejlighedsvis besøg hos ens bedste ven. De trolige alliancer i legetimerne, hvor man sad under træet og skar hul i fingeren og erklærede sine nærmeste venner, med blodets bånd, et evigt troskab og svor en hellig ed om, at uanset hvad der end måtte ske, så ville man være brødre selv når luften var løbet fra lungerne og blodet ikke længere flød i årene.
Som tiden gik, kom der bare mere og mere på. Selvfølgelig steg den mentale kapacitet i samme omgang, og selvom man ikke altid forstod hvad der foregik var man sikker på, at der sad mennesker et eller andet sted i nærheden som nok skulle forklare hvordan tingene hang sammen.
Årene gik, og man blev ældre. Man fik måske andre interesser, og man snakker ikke så meget med vennerne som man burde. Blodsbåndet er der stadigvæk, men de perifære bekendtskaber, man troligt lovede, at man nok skulle ringe, skrive eller sms'e forsvandt i glemslen. Takket været tjenester som Facebook fik man endnu en chance. Men man har en selektiv hukommelse, der alt til trods, stadigvæk glemmer at skrive og ønske tillykke med fødselsdagen.
Når nu der er så mange personlige relationer der er så overfladiske, burde man så ikke reflektere lidt over, hvad det siger om en selv, som person? Gør man bekendtskaberne til en undskyldning om, hele tiden at snakke om den samme episode, for 5 år siden, som aldrig bliver slidt, men alligevel bliver historien mere og mere hul? Som en ballon der pustes op, og på et tidspunkt brister, når nu illusionen ikke kan bære mere?
Hvilke sammenfald er der mellem disse personlige relationer og de ambitioner man går med, livet igennem? Når man ikke er tro mod de relationer man har, og de mennesker man sætter ind i sine ambitioner, er man så i virkeligheden ikke sig selv utro? Man lover sig selv ud til for meget, uden reelt at skænke konsekvenserne en tanke?
Omgiver man sig med alt for meget varme, føles kulden blot endnu koldere og som tusinde nåle der rammer dig i hjertet når virkelighedens klare lys rammer dig alt for sent. Ambitioner? Hvor kom de fra? Kom de fra dig selv? Var du tro imod dem?
Hvis ikke man kan holde sine ambitioner for øje, er man så blevet voksen og har indset, at der er andet i livet end at drømme? Og jo ældre man bliver, jo mere drømmer man om 'hvordan det skulle have været'. Det er jo den reelle fare, og præcis deri pointen med det hele ligger.
Hvilke åndsamøber er det man har omgivet sig med, som man gav tilladelse til at frarøve dig ambitionerne? Drømmene? Løj de før dig? Løj de, når de sagde, at man var god nok. At man nok skulle klare det? Løj de, når de mange år senere kom tilbage og var skuffede og havde tusinde gode forklaringer på, hvorfor det ikke gik?
Er det i regelen ikke ok, at sætte sig tilfreds med middelmådighed, eller er jeg i min gode ret til at være pissesur? Hvem skal jeg være sur på? Dem der løj? Hvem løj? Lod jeg mig narre med fine gloser og komplimenter der ikke tjente andet formål end at sende mig videre ned i systemet?
Dengang man havde ambitionerne, havde man noget at gå efter. Det øjeblik ambitionerne forsvandt, døde håbet. Det vigtigste vi mennesker besidder, døde og visnede som en blomst i vinduet der ikke fik vand i tide en varm og lang sommer.
Det er dér essensen i det hele ligger. At vi skal huske hinanden på, at det er i orden at drømme. Det er i orden at sætte sig mål der umiddelbart kan virke ulogiske, overvurderede og måske direkte idiotiske. Det er i orden at tro, at man er bedre end andre. Det er i orden, at ville noget "mere" med sit liv.
Tillad dig selv at drømme. Tillad dig selv at have ambitioner. Tillad dig selv, at blive et bedre menneske og vokse med livet, blive voksen og aldrig glemme barnet inderst inde der hele tiden råber til din samvittighed. Du må ikke glemme den naive tro på, at der nok skal være nogen til at rose dig. Til at bære dig når du er blevet såret eller til at sørge for dig, når du har mistet modet.
Du må aldrig give op, forbliv tro mod dig selv.
Men vil du så ikke godt love mig én ting:? At du aldrig melder dig til X-Faktor!
#1
Vi er nok filosofiske her fra morgenstunden 😀 .
Du rammer ganske godt de tanker og overvejelser jeg selv har gået og puslet med vedr. Danmark anno 2009. Med hensyn til at bevare kontakten til venner og bekendte, kan det ikke siges for tit: Hold fast i vennerne, venskaber er noget der skal plejes og vedligeholdes. Før man ved af det er man spredt for alle vinde, man glemmer at ringe/besøge tidligere nære venner, 2 minutter investeret i et telefon opkald eller et kort visit kan være alt hvad der skal til.
Med hensyn til ambitioner, ligger det vel i os danskeres natur at stille sig tilfreds med hvad vi har, og ikke stikke snuden for langt frem og ikke have for store drømme, desværre. Jeg prøver selv efter mange år som special-arbejder, at opfylde min barndoms ambitioner om at blive lærer. Der er lang vej igen, men i det mindste, kom jeg i gang, om end noget forsinket 😉
Du rammer ganske godt de tanker og overvejelser jeg selv har gået og puslet med vedr. Danmark anno 2009. Med hensyn til at bevare kontakten til venner og bekendte, kan det ikke siges for tit: Hold fast i vennerne, venskaber er noget der skal plejes og vedligeholdes. Før man ved af det er man spredt for alle vinde, man glemmer at ringe/besøge tidligere nære venner, 2 minutter investeret i et telefon opkald eller et kort visit kan være alt hvad der skal til.
Med hensyn til ambitioner, ligger det vel i os danskeres natur at stille sig tilfreds med hvad vi har, og ikke stikke snuden for langt frem og ikke have for store drømme, desværre. Jeg prøver selv efter mange år som special-arbejder, at opfylde min barndoms ambitioner om at blive lærer. Der er lang vej igen, men i det mindste, kom jeg i gang, om end noget forsinket 😉
#2
Jeg ved ikke hvad der er mest forstyrrende på dette tidspunkt af dagen - en lettere lommefilosofisk Allan kl. bæ om morgenen, eller en gennemgang af Islam i Religion C.
Begge dele er i hvert fald ikke noget jeg frivilligt ville bruge mere tid på end højst nødvendig.. ❤ 🤡
Begge dele er i hvert fald ikke noget jeg frivilligt ville bruge mere tid på end højst nødvendig.. ❤ 🤡
#3
Sover du aldrig NoNig?
Et monster indlæg klokken lidt i 5 om morgenen 😲
Et monster indlæg klokken lidt i 5 om morgenen 😲
#4
Fremragende læsning NoNig som vi kender det 😉
Jeg har masser af drømme - men jeg har aldrig haft nemt ved at komme ud af sengen - det er jo egentlig mærkeligt, når man HAR noget at stå op til og er glad for... Så jeg tror på det med A og B mennesker og at vi kunne indrette vores samfund efter dette, som lige nu nærmest kun er skruet ind efter A-mennesker. Ja jeg må jo være styret at the force som tvinger mig 5-10min mere under dynen 🙂
Nu så jeg en masse dokumentar igår på DVD - kæresten og jeg fik set de sidste 2 episoder af BBCs mesterværk "seksologi" (hedder det det, heh?) "EGYPT". Hvad var det som drev de gæve egyptere - hvorfor byggede de så storslået og forud deres tid - og hvad er meningen/hemmeligheden bag det hele? De sidste 2 episoder handlede mest om afkodningen af hieroglypherne, old-egyptens skriftsprog - og det var ret fedt at kunne sidde og kæde det sammen med nutidens navne, fx. "sen" som er "is, es, us" /søn af. og sidde få nogle "åbenbaringer"... og det er jo det, det hele handler om..
Få jer nogle drømme - og tænk på, at I jo også er "søn/datter af" en nogen og der er en mening med at "I" er sat i verden.. nogen har tænkt på jer før I blev født. Og selv om I ikke tænker så meget over det til dagligt, så er I mere elsket og "kendte" af flere end I regner med...
Så ja tag ned i byen og mød nogle mennesker - tilfældigt eller ej - livet er tit ret tilfældigt - og gud ske lov for det - alt skal og kan ikke planlægges.. Og det er den tendens som NoNig beskriver som er sket med os. Det kan dræbe drømmene at planlægge dem for meget
Hav en god dag derude 🙂
Jeg har masser af drømme - men jeg har aldrig haft nemt ved at komme ud af sengen - det er jo egentlig mærkeligt, når man HAR noget at stå op til og er glad for... Så jeg tror på det med A og B mennesker og at vi kunne indrette vores samfund efter dette, som lige nu nærmest kun er skruet ind efter A-mennesker. Ja jeg må jo være styret at the force som tvinger mig 5-10min mere under dynen 🙂
Nu så jeg en masse dokumentar igår på DVD - kæresten og jeg fik set de sidste 2 episoder af BBCs mesterværk "seksologi" (hedder det det, heh?) "EGYPT". Hvad var det som drev de gæve egyptere - hvorfor byggede de så storslået og forud deres tid - og hvad er meningen/hemmeligheden bag det hele? De sidste 2 episoder handlede mest om afkodningen af hieroglypherne, old-egyptens skriftsprog - og det var ret fedt at kunne sidde og kæde det sammen med nutidens navne, fx. "sen" som er "is, es, us" /søn af. og sidde få nogle "åbenbaringer"... og det er jo det, det hele handler om..
Få jer nogle drømme - og tænk på, at I jo også er "søn/datter af" en nogen og der er en mening med at "I" er sat i verden.. nogen har tænkt på jer før I blev født. Og selv om I ikke tænker så meget over det til dagligt, så er I mere elsket og "kendte" af flere end I regner med...
Så ja tag ned i byen og mød nogle mennesker - tilfældigt eller ej - livet er tit ret tilfældigt - og gud ske lov for det - alt skal og kan ikke planlægges.. Og det er den tendens som NoNig beskriver som er sket med os. Det kan dræbe drømmene at planlægge dem for meget
Hav en god dag derude 🙂
#5
Når du nu er i det filosofiske hjørne, kender du så Den lille Prince ?
http://www.saint-exupery.dk/?V...
http://www.lindhardtogringhof....
Det kunne være at han havde et par af de svar du mangler 😉
http://www.saint-exupery.dk/?V...
http://www.lindhardtogringhof....
Det kunne være at han havde et par af de svar du mangler 😉
#6
arh pis, så skulle jeg ikke have meldt mig til x-factor sidste uge 😳... 😛 hehe, noway...
jeg kunne ikke helt gennemskue hvilke typer svar du fisker efter her Nonig, men jeg kan da følge dig igennem det meste af det du skriver...
men jeg må nok også sige, at bardommens ubekymrende år, jo var ligeså tomme for reelle gøremål, som de var for bekymringerne...
(nu snakker jeg selvfølgelig kun snakke for mig selv, og vil ikke prøve at bilde nogen ind jeg ved hvad andre gjorde).
men min barndom gik jo kun ud på at være til stede..!
så kunne man gå til fodbold om mandagen, og svømning om onsdagen, men i sidste ende kun for at fordrive tiden, så man kunne blive ældre og senere få noget fornuftigt at tage sig til...
jeg vågner om morgenen kl 6, står op, kommer i tøjet, spiser morgenmad osv...
og møder på arbejde kl 7... og kl 15.30 vender jeg skibet hjemad igen...
en daglig rutine, men med forskellige arbejdsopgaver hver dag...
jeg elsker mit arbejde, og jeg vågner hver dag, og glæder mig nærmest til at komme på arbejde...
som det ser ud lige nu, mangler jeg lidt over et år af min læretid som Industriteknikker... og jeg går allerede nu med planer om at læse videre til Teknisk Designer... og derefter måske maskiningeniør...
så for mig, har jeg drømme og vision for de næste mange år af mit liv...
og det er de visioner der driver urværket i min eksistens 🙂
nok er bardommens lette og sorgløse eksistens nu blevet fyldt med kærestesorger, stigende benzinpriser, økonomiske kriser , husleje osv...
men samtidig er den samme, ligegyldige tilstedeværelse, nu også blevet langt mere meningsfyldt...
nu udfylder du en plads i verden, giver dit bidrag til nationen, mod til gengæld selv at kunne leve dit liv som du vælger...
måske er det forfærdeligt al den dårligdom vi skal se i øjnene gennem livet, men jeg ville for alt i verden ikke have undværet min kæreste, selv på trods af de tider det gør ondt...
jeg har også en kammerat der døde for et par uger siden nu, og det gjorde ligeledes ondt... men jeg ville da aldrig have undværet ham, bare hvis jeg vidste det ville ende sådan...
min pointe må være, at selv på trods at det dårlige i livet, må vi aldrig lade det overskygge de gode ting vi samtidig har fået... 🙂
#Nonig... gå nu i seng 😛
jeg kunne ikke helt gennemskue hvilke typer svar du fisker efter her Nonig, men jeg kan da følge dig igennem det meste af det du skriver...
men jeg må nok også sige, at bardommens ubekymrende år, jo var ligeså tomme for reelle gøremål, som de var for bekymringerne...
(nu snakker jeg selvfølgelig kun snakke for mig selv, og vil ikke prøve at bilde nogen ind jeg ved hvad andre gjorde).
men min barndom gik jo kun ud på at være til stede..!
så kunne man gå til fodbold om mandagen, og svømning om onsdagen, men i sidste ende kun for at fordrive tiden, så man kunne blive ældre og senere få noget fornuftigt at tage sig til...
jeg vågner om morgenen kl 6, står op, kommer i tøjet, spiser morgenmad osv...
og møder på arbejde kl 7... og kl 15.30 vender jeg skibet hjemad igen...
en daglig rutine, men med forskellige arbejdsopgaver hver dag...
jeg elsker mit arbejde, og jeg vågner hver dag, og glæder mig nærmest til at komme på arbejde...
som det ser ud lige nu, mangler jeg lidt over et år af min læretid som Industriteknikker... og jeg går allerede nu med planer om at læse videre til Teknisk Designer... og derefter måske maskiningeniør...
så for mig, har jeg drømme og vision for de næste mange år af mit liv...
og det er de visioner der driver urværket i min eksistens 🙂
nok er bardommens lette og sorgløse eksistens nu blevet fyldt med kærestesorger, stigende benzinpriser, økonomiske kriser , husleje osv...
men samtidig er den samme, ligegyldige tilstedeværelse, nu også blevet langt mere meningsfyldt...
nu udfylder du en plads i verden, giver dit bidrag til nationen, mod til gengæld selv at kunne leve dit liv som du vælger...
måske er det forfærdeligt al den dårligdom vi skal se i øjnene gennem livet, men jeg ville for alt i verden ikke have undværet min kæreste, selv på trods af de tider det gør ondt...
jeg har også en kammerat der døde for et par uger siden nu, og det gjorde ligeledes ondt... men jeg ville da aldrig have undværet ham, bare hvis jeg vidste det ville ende sådan...
min pointe må være, at selv på trods at det dårlige i livet, må vi aldrig lade det overskygge de gode ting vi samtidig har fået... 🙂
#Nonig... gå nu i seng 😛
#7
#6 smukt sagt 🙂
Vi bliver født - vi dør - Men det er det ind imellem som tæller ❤ , fortalte min bedste ven mig engang...
Vi bliver født - vi dør - Men det er det ind imellem som tæller ❤ , fortalte min bedste ven mig engang...
#8
#NoNig er det godmorgen eller godnat? 🤣 Men godt læsstof her til morgen.
Jeg vil ligesom #0+6 og så mange andre siger, lev livet mens man har det, for ellers er der sku ingen grund til at leve det! #6 siger det meget billedligt, bl.a. den med at man den ene dag har en kæreste som man elsker over alt på jorden og den næste er man alene, fordi kæreste har forladt en og en ven er lige død! (Noget af dette mangler jeg stadig at opleve, og jeg har mistet en tidligere ven 😕 , jeg havde dog ikke snakket med ham længe).
Livet er sku én lang og snoet vej, og det er først for enden man kan se den lige motorvej gennem livet 😉
EDIT: Fik skrevet det var #5 der havde skrevet noget som jeg er meget enig i, det var self #6 😳
Jeg vil ligesom #0+6 og så mange andre siger, lev livet mens man har det, for ellers er der sku ingen grund til at leve det! #6 siger det meget billedligt, bl.a. den med at man den ene dag har en kæreste som man elsker over alt på jorden og den næste er man alene, fordi kæreste har forladt en og en ven er lige død! (Noget af dette mangler jeg stadig at opleve, og jeg har mistet en tidligere ven 😕 , jeg havde dog ikke snakket med ham længe).
Livet er sku én lang og snoet vej, og det er først for enden man kan se den lige motorvej gennem livet 😉
EDIT: Fik skrevet det var #5 der havde skrevet noget som jeg er meget enig i, det var self #6 😳
#9
I sidste ende er handler det vel om at være "lykkelig" altså have nok af det materielle så at ens hverdag er komfortabel nok, og have det godt med sig selv og sine omgivelser - familie, kæreste og evt. børn....
Alt andet som rang og titel er i min verden bare konfekt og bling bling...
Selfølgelig fred være med dem der gerne vil studere det halve af sit liv, det er trods alt dem som behandler os på hospitalet (lægerne) og dem som designer vores HW....
Mit drømmejob er faktisk brandmand, det har ikke været mit barndoms drømmejob, jeg fik interessen da jeg aftjente værnepligt i beredskabskorpset i næstved...
Mine knæ er dog ikke gearet til dens slags hårdt arbejde, plus det er meeega svært at komme ind...
Alt andet som rang og titel er i min verden bare konfekt og bling bling...
Selfølgelig fred være med dem der gerne vil studere det halve af sit liv, det er trods alt dem som behandler os på hospitalet (lægerne) og dem som designer vores HW....
Mit drømmejob er faktisk brandmand, det har ikke været mit barndoms drømmejob, jeg fik interessen da jeg aftjente værnepligt i beredskabskorpset i næstved...
Mine knæ er dog ikke gearet til dens slags hårdt arbejde, plus det er meeega svært at komme ind...
#10
det kunne være brandmand, politibetjent eller sågar skraldemand, der var livsdrømmen.
Det med livsdrømmen er en svær en og til tider lidt farligt for helbreddet.
Har selv været Falckredder/brandman i 10 år.Da de år var gået havde jeg fået nok af at se død og ødelæggelse.Det kræver en god psyke,desværre bliver mange i det job totalt kyniske og har utrolig svært ved,at føle medlidenhed med andre mennesker.Det bliver hurtigt"hold op med at skabe dig"
Det skal lige siges,at det VAR min livsdrøm at blive redder.
Jeg har det på tætteste hold i dag,da min kære far er redder på 35 år.Jeg/vi har været tæt på,at miste ham under Seest branden(fyrværkeri).Det drejede sig om ca. 20 sek der gjorde om han og 2 kolleger skulle leve eller dø.
Er livsdrømmen det værd ????
For mit vedkommende nej.
Leve sin livsdrøm ud????
Tja,har jeg prøvet,men det er ikke altid lykken.
Er i dag skraldemand 😀 😀
Det med livsdrømmen er en svær en og til tider lidt farligt for helbreddet.
Har selv været Falckredder/brandman i 10 år.Da de år var gået havde jeg fået nok af at se død og ødelæggelse.Det kræver en god psyke,desværre bliver mange i det job totalt kyniske og har utrolig svært ved,at føle medlidenhed med andre mennesker.Det bliver hurtigt"hold op med at skabe dig"
Det skal lige siges,at det VAR min livsdrøm at blive redder.
Jeg har det på tætteste hold i dag,da min kære far er redder på 35 år.Jeg/vi har været tæt på,at miste ham under Seest branden(fyrværkeri).Det drejede sig om ca. 20 sek der gjorde om han og 2 kolleger skulle leve eller dø.
Er livsdrømmen det værd ????
For mit vedkommende nej.
Leve sin livsdrøm ud????
Tja,har jeg prøvet,men det er ikke altid lykken.
Er i dag skraldemand 😀 😀
#11
#7+8 takker 🙂
det er jo noget man(eller ihvertfald jeg nogen gange tænker på)...
at hvorfor skal alt blive så meget mere besværligt, bare fordi man bliver ældre...
men hver gang når jeg til den samme konklusion, at jo mere vi får her i livet, jo mere skal vi yde for det...
alting kommer med en pris... og hvis prisen for et meningsfyldt liv, er at vi giver afkald på den sorgfrie barndom, så må det være hvad vi betaler...
vi skal bare altid huske at se på de lyse sider i livet, for ligemeget hvad der sker, vil der altid være aspekter af det, man kan drage fordele af,
det kan måske virke meningsløst at ens kammerat kører sig selv ihjel eller at kæresten lige er skredet...
men måske har det givet os andre en vigtig reminder om aldrig at køre efter man har drukket... og måske husker man til næste gang, at kæresten ikke syntes det er i orden man glemmer at snakke med hende...
som min chef altid siger til mig, så er det desværre kun fejltagelser vi lærer af, så vi må aldrig glemme altid at bruge det dårlige, til at få det bedre i fremtiden 🙂
det er jo noget man(eller ihvertfald jeg nogen gange tænker på)...
at hvorfor skal alt blive så meget mere besværligt, bare fordi man bliver ældre...
men hver gang når jeg til den samme konklusion, at jo mere vi får her i livet, jo mere skal vi yde for det...
alting kommer med en pris... og hvis prisen for et meningsfyldt liv, er at vi giver afkald på den sorgfrie barndom, så må det være hvad vi betaler...
vi skal bare altid huske at se på de lyse sider i livet, for ligemeget hvad der sker, vil der altid være aspekter af det, man kan drage fordele af,
det kan måske virke meningsløst at ens kammerat kører sig selv ihjel eller at kæresten lige er skredet...
men måske har det givet os andre en vigtig reminder om aldrig at køre efter man har drukket... og måske husker man til næste gang, at kæresten ikke syntes det er i orden man glemmer at snakke med hende...
som min chef altid siger til mig, så er det desværre kun fejltagelser vi lærer af, så vi må aldrig glemme altid at bruge det dårlige, til at få det bedre i fremtiden 🙂
#12
X faktor? Det er da lige netop middelmådighedens højborg imo. For nylig fik jeg et mindre møgfald af min kære mormor, fordi jeg udtalte at danske talentshows generelt ragede mig en skid, idet de udenlandske byder på så mange flere, og større, oplevelser. Som straf for hendes bredside, slæbte jeg putteren med ind forbi hende, og viste hende et utal af klip fra Britain's got talent, America's got talent, og naturligvis American Idol. Så fattede hun da om ikke andet pointen 😛
Tilbaws til #0: Det du beskriver Allan, er vist det flertallet kalder at blive voksen. I min optik er det dog at nuppe den lette udvej, at købe andres og samfundets version af sandheden, og miste sig selv undervejs. Det skifte i personlighed og ambitioner du beskriver, og det synes jeg at du gør godt, tror jeg faktisk du har en pointe i skulle ske, pga skellet ml den trygge og varme opvækst, og virkelighedens barske realiteter. Undervejs i socialiseringsprocessen får man nogle drøje hug. Den første gang man indser at den store kærlighed er langt mindre tryg end den kærlighed man fik derhjemme, alle de gange man må erkende, at man ikke er noget særligt for andre end ens nærmeste, og derfor må knokle på lige fod med alle andre, at nederlagene ikke kan klares med et knus og en kop varm kakao. Dertil kommer konflikter med vennerne, måske endda brud med dele af vennekredsen. Læg oveni flere uheldige erfaringer med kærligheden, idet alle i de unge år har fokus på at finde sig selv, og derfor ofte får skidt dem der elsker dem op og ned af ryggen. Skiftet fra at leve i nuet, til at skulle honorere forpligtelser, og tolerere ting man ikke bryder sig om, skal også med.
Som jeg ser det, er det at blive voksen, for mange, også at blive desillusioneret. Barndommens håbefulde naivitet har lidt så mange nederlag, at man let forfalder til kynisme, eller i hvert fald opgivenhed overfor håbet. Jeg tror at der ligger en tryghed i at ligne alle de andre. Man vælger et arbejde man kan holde ud, og trøster sig med de ting man er i stand til at købe for pengene man tjener.
Men det behøver jo ikke at være sådan. Hvis man prioriterer at finde sig selv, og lytte til de ønsker man måtte have, er det jo blot et spørgsmål om at prioritere svarene man kommer frem til. Vi lever i så tilpas frit et land, at man fx kan vælge at arbejde halvdags, og leve småt, hvis man skulle drømme om at udvikle sit skuespillertalent. Vi kan de ting, hvis vi vil. At folk overvejende vælger en sådan prioritering fra, skyldes - tror jeg - frygten for at skille sig ud. Men jeg kender mennesker der lever sådan. Mennesker der har valgt ikke at ligne alle andre, og som træffer de valg det kræver. Mest bemærkelsesværdigt så jeg skiftet hos en af mine nære venner, da hun gik fra at kæmpe for at leve op til det der forventes af en dansker, til at gøre som hun ønskede med sit liv. Det var fantastisk spændende at bevidne, og hun er i dag et helt andet menneske, end da jeg lærte hende at kende. Det var ikke let for hende at komme i gang, og har undervejs haft sine omkostninger, men hun betalte dem, for hun var på den rette vej for hende. Nu bor hun i Spanien, noget hun altid har ønsket sig, og er lykkelig.
En coach jeg kender lidt til, sagde for et par dage siden noget i stil med flg: Jeg oplever alt for ofte at mine klienter, når vi skal arbejde på at forbedre deres liv eller virksomhed, kommer med udtalelser i stil med: "jeg ønsker ikke" "det skal ikke være" osv. Når de gør det, spørger jegdem, om de også skriver de ting de ikke skal købe, på deres indkøbsliste". Manden har jo ret, ikke sandt? Uden at jeg på nogen måde vil ga den klassiske amerikanske menneskeforståelse i bedene - for jeg tror ikke på den - så bestemmer vore tanker og udtalelser altså meget af hvad vi gør og oplever. Ligger fokus på "jeg vil ikke", er det det du får. Ligger fokus på "jeg vil", er chancerne for at du så også får det, langt større. Det kan kræve omveje og kamp, ja, men er det værd at nøjes med mindre, hvis man er så heldig at vide hvad man vil? I think not.
..og til sidst, mht X faktor: Jo, gu skal man melde sig til X faktor, hvis det kan være en del af den vej man ønsker at gå. Imo er man bare nødt til at tage positiv kritik med et gevaldigt gran salt, og det var måske i virkeligheden din pointe med at skrive det? For ærlig talt: X faktor er som din mor, forudsat du har et bare middelmådigt talent. Kritikken kan være lærerig, men dommernes skamrosning af baggådssangere, skader nok mere end det gavner.
Tilbaws til #0: Det du beskriver Allan, er vist det flertallet kalder at blive voksen. I min optik er det dog at nuppe den lette udvej, at købe andres og samfundets version af sandheden, og miste sig selv undervejs. Det skifte i personlighed og ambitioner du beskriver, og det synes jeg at du gør godt, tror jeg faktisk du har en pointe i skulle ske, pga skellet ml den trygge og varme opvækst, og virkelighedens barske realiteter. Undervejs i socialiseringsprocessen får man nogle drøje hug. Den første gang man indser at den store kærlighed er langt mindre tryg end den kærlighed man fik derhjemme, alle de gange man må erkende, at man ikke er noget særligt for andre end ens nærmeste, og derfor må knokle på lige fod med alle andre, at nederlagene ikke kan klares med et knus og en kop varm kakao. Dertil kommer konflikter med vennerne, måske endda brud med dele af vennekredsen. Læg oveni flere uheldige erfaringer med kærligheden, idet alle i de unge år har fokus på at finde sig selv, og derfor ofte får skidt dem der elsker dem op og ned af ryggen. Skiftet fra at leve i nuet, til at skulle honorere forpligtelser, og tolerere ting man ikke bryder sig om, skal også med.
Som jeg ser det, er det at blive voksen, for mange, også at blive desillusioneret. Barndommens håbefulde naivitet har lidt så mange nederlag, at man let forfalder til kynisme, eller i hvert fald opgivenhed overfor håbet. Jeg tror at der ligger en tryghed i at ligne alle de andre. Man vælger et arbejde man kan holde ud, og trøster sig med de ting man er i stand til at købe for pengene man tjener.
Men det behøver jo ikke at være sådan. Hvis man prioriterer at finde sig selv, og lytte til de ønsker man måtte have, er det jo blot et spørgsmål om at prioritere svarene man kommer frem til. Vi lever i så tilpas frit et land, at man fx kan vælge at arbejde halvdags, og leve småt, hvis man skulle drømme om at udvikle sit skuespillertalent. Vi kan de ting, hvis vi vil. At folk overvejende vælger en sådan prioritering fra, skyldes - tror jeg - frygten for at skille sig ud. Men jeg kender mennesker der lever sådan. Mennesker der har valgt ikke at ligne alle andre, og som træffer de valg det kræver. Mest bemærkelsesværdigt så jeg skiftet hos en af mine nære venner, da hun gik fra at kæmpe for at leve op til det der forventes af en dansker, til at gøre som hun ønskede med sit liv. Det var fantastisk spændende at bevidne, og hun er i dag et helt andet menneske, end da jeg lærte hende at kende. Det var ikke let for hende at komme i gang, og har undervejs haft sine omkostninger, men hun betalte dem, for hun var på den rette vej for hende. Nu bor hun i Spanien, noget hun altid har ønsket sig, og er lykkelig.
En coach jeg kender lidt til, sagde for et par dage siden noget i stil med flg: Jeg oplever alt for ofte at mine klienter, når vi skal arbejde på at forbedre deres liv eller virksomhed, kommer med udtalelser i stil med: "jeg ønsker ikke" "det skal ikke være" osv. Når de gør det, spørger jegdem, om de også skriver de ting de ikke skal købe, på deres indkøbsliste". Manden har jo ret, ikke sandt? Uden at jeg på nogen måde vil ga den klassiske amerikanske menneskeforståelse i bedene - for jeg tror ikke på den - så bestemmer vore tanker og udtalelser altså meget af hvad vi gør og oplever. Ligger fokus på "jeg vil ikke", er det det du får. Ligger fokus på "jeg vil", er chancerne for at du så også får det, langt større. Det kan kræve omveje og kamp, ja, men er det værd at nøjes med mindre, hvis man er så heldig at vide hvad man vil? I think not.
..og til sidst, mht X faktor: Jo, gu skal man melde sig til X faktor, hvis det kan være en del af den vej man ønsker at gå. Imo er man bare nødt til at tage positiv kritik med et gevaldigt gran salt, og det var måske i virkeligheden din pointe med at skrive det? For ærlig talt: X faktor er som din mor, forudsat du har et bare middelmådigt talent. Kritikken kan være lærerig, men dommernes skamrosning af baggådssangere, skader nok mere end det gavner.
#13
Enten er jeg ligeglad med tingene, eller også stræber jeg 340% efter det. Jeg har ikke en direkte stilling jeg bare må have, for at blive lykkelig. Det der er vigtigt for mig, er at jeg gennem mit arbejde kan lave et indlæg i stil med #0, men vise det til verden, eller bare en meget stor menneskeflok om ikke andet.
De sidste 1½-2 år har jeg rigtigt gerne ville blive filmindstruktør, og det er det jeg vil! Mere og mere for hver dag endda!
Jeg er faktisk så opsat på at blive filmindstruktør, at jeg ikke vil lave noget der kan "holde mig nede" eller på anden vis give mig et standart liv. Derfor nægter jeg også totalt at arbejde i f.eks. Netto, eller blive rengøringsassistent, medarbejder på et plejehjem og andre standart jobs. Om jeg så skal give min højre arm, eller losse statsministeren i røven for at blive det jeg vil, så gør jeg det! Det er en eller anden uvirkelig uendelig kraft der løber i mig.
Nogen mennesker fordeler deres kraft ud på flere forskellige områder. F.eks. som viljen til at stå op om morgnen, viljen til at tage opvasken med det samme, finde et standart job som alle andre.
Problemet med det hele er så bare at jeg er meget dårlig til at opsøge jobs der kan have noget med film at gøre. Det er lige som om at jeg har koncenteret mig for meget på at når jobbet dukker op, så kommer jeg farende med Lysets hastighed^2 og knokler knoglerne ud af kroppen! Jeg drømmer om det om natten, tænker på det om dagen. Det er i mit hovede 70% af tiden! 😀 Resten går til min kæreste som PT er i Australien, og hvad man ellers tænker på nogen gange.
Nåh, jeg skal nå et tog nu, så det bliver ikke længere 😛 Jeg ved ikke om det overhovedet gav nogen mening, men jeg er lige stået op og stadig rimelig bombet 🤣
De sidste 1½-2 år har jeg rigtigt gerne ville blive filmindstruktør, og det er det jeg vil! Mere og mere for hver dag endda!
Jeg er faktisk så opsat på at blive filmindstruktør, at jeg ikke vil lave noget der kan "holde mig nede" eller på anden vis give mig et standart liv. Derfor nægter jeg også totalt at arbejde i f.eks. Netto, eller blive rengøringsassistent, medarbejder på et plejehjem og andre standart jobs. Om jeg så skal give min højre arm, eller losse statsministeren i røven for at blive det jeg vil, så gør jeg det! Det er en eller anden uvirkelig uendelig kraft der løber i mig.
Nogen mennesker fordeler deres kraft ud på flere forskellige områder. F.eks. som viljen til at stå op om morgnen, viljen til at tage opvasken med det samme, finde et standart job som alle andre.
Problemet med det hele er så bare at jeg er meget dårlig til at opsøge jobs der kan have noget med film at gøre. Det er lige som om at jeg har koncenteret mig for meget på at når jobbet dukker op, så kommer jeg farende med Lysets hastighed^2 og knokler knoglerne ud af kroppen! Jeg drømmer om det om natten, tænker på det om dagen. Det er i mit hovede 70% af tiden! 😀 Resten går til min kæreste som PT er i Australien, og hvad man ellers tænker på nogen gange.
Nåh, jeg skal nå et tog nu, så det bliver ikke længere 😛 Jeg ved ikke om det overhovedet gav nogen mening, men jeg er lige stået op og stadig rimelig bombet 🤣
#14
Vel nu hvor vi snakker om drømme.
Så har det faktisk næsten altid for mig at blive voksen, at få eget hus, evt. familie, arbejde osv. I lange tider gik drømme arbejdet ud på at uddanne mig til pilot eller flyveleder, men det er nu langt i skuffen. Der står skrevet med store FEDE bogstaver at det er professional soldat jeg vil være. Selvom dem i familien hele tiden siger, "Du kan ikke leve af at være prof. soldat" og "Hvad tænker du dog på"?
Så er det nu det jeg brænder mest for og kan slet ikke vente til at kl. bliver 12 d. 3. agusut på Høvelte Kaserne, hvor jeg skal være i livgarden i 8 mnd. Efter det forløb som slutter april 2010, forventer jeg at tage HRU, til udsendelse med ISAF til Afghanistan i januar/februar 2011.
Nogen siger jeg er "krigsliderlig", "mini-Bush" osv. Men kan mærke at det er nok sådan noget der skal til for at jeg kan få fred med mig selv og bygge noget selvtillid op. :yes:
Og det med X-Faktor, det må folk selvom, men de burde nu vide at det er en
omgang hø, man kan lige så godt lave en optrædelse på til det lokale kræmmermarked. Er chancen for succes sikkert større i fremtiden, end det har været for X-Faktor Martin, som var "Iiih åååh så fantastisk" og "Det er skønt med eget album, fra Martin". 🤣
Hvor står han i dag, uden pladekontrakt og han skulle vist nok også have mistet en del venner. Så drop det lort!
Vil lige sige tak til nonig ved at have startet sådan en tråd her, det manglede faktisk! Tak!
Så har det faktisk næsten altid for mig at blive voksen, at få eget hus, evt. familie, arbejde osv. I lange tider gik drømme arbejdet ud på at uddanne mig til pilot eller flyveleder, men det er nu langt i skuffen. Der står skrevet med store FEDE bogstaver at det er professional soldat jeg vil være. Selvom dem i familien hele tiden siger, "Du kan ikke leve af at være prof. soldat" og "Hvad tænker du dog på"?
Så er det nu det jeg brænder mest for og kan slet ikke vente til at kl. bliver 12 d. 3. agusut på Høvelte Kaserne, hvor jeg skal være i livgarden i 8 mnd. Efter det forløb som slutter april 2010, forventer jeg at tage HRU, til udsendelse med ISAF til Afghanistan i januar/februar 2011.
Nogen siger jeg er "krigsliderlig", "mini-Bush" osv. Men kan mærke at det er nok sådan noget der skal til for at jeg kan få fred med mig selv og bygge noget selvtillid op. :yes:
Og det med X-Faktor, det må folk selvom, men de burde nu vide at det er en
omgang hø, man kan lige så godt lave en optrædelse på til det lokale kræmmermarked. Er chancen for succes sikkert større i fremtiden, end det har været for X-Faktor Martin, som var "Iiih åååh så fantastisk" og "Det er skønt med eget album, fra Martin". 🤣
Hvor står han i dag, uden pladekontrakt og han skulle vist nok også have mistet en del venner. Så drop det lort!
Vil lige sige tak til nonig ved at have startet sådan en tråd her, det manglede faktisk! Tak!
#15
Gik og spekulerede over hvad fordelen skulle være ved at sænke skatten på arbejde.
Det eneste kunne se var man kunne få lidt flere penge ud. tallende er nok lidt overdrevet ved pacelhus ejer. Tjæne 1,1 million før skat, før man mærke det giver noget. det er der ikke mange mennesker jeg kender der gør. Et gæt ud i fremtiden tror jeg på at 50 øre mønten bliver afskaffet om nok 2-3 år. 🙂 Ligesom de gamle 1 øre og 25 øre, så videre. kun kroner vi regner i Danmark med.
Kan også godt undre mig over hvorfor koste folk jobbet. Fordi de er uenige med cheffen, om de beslutninger bliver taget.
Sidste ting undre mig mest er :
Hvordan kan man kalde USA en Super magt. Så skulle kina også være det, fordi de begge to har en stor hær. Det der gør jeg ikke ser USA, som en super magt er Staten er (uofficelt bankerot). :no: 😩 :'-( Håber på at de normale virksomheder kan betale lånet tilbage hvis kraditorende kommer og banker på. 🙂
Det eneste kunne se var man kunne få lidt flere penge ud. tallende er nok lidt overdrevet ved pacelhus ejer. Tjæne 1,1 million før skat, før man mærke det giver noget. det er der ikke mange mennesker jeg kender der gør. Et gæt ud i fremtiden tror jeg på at 50 øre mønten bliver afskaffet om nok 2-3 år. 🙂 Ligesom de gamle 1 øre og 25 øre, så videre. kun kroner vi regner i Danmark med.
Kan også godt undre mig over hvorfor koste folk jobbet. Fordi de er uenige med cheffen, om de beslutninger bliver taget.
Sidste ting undre mig mest er :
Hvordan kan man kalde USA en Super magt. Så skulle kina også være det, fordi de begge to har en stor hær. Det der gør jeg ikke ser USA, som en super magt er Staten er (uofficelt bankerot). :no: 😩 :'-( Håber på at de normale virksomheder kan betale lånet tilbage hvis kraditorende kommer og banker på. 🙂
#16
de indlæg i denne tråd er så lange at jeg bare ikke magetr at læse, dem, har forsøgt 2 gange nu, men nej,, :'-(
Venter til en anden god dag,, hvor tiden er til det 😉
Venter til en anden god dag,, hvor tiden er til det 😉
#17
Jeg har hele min barndom været fascineret af muligheden for at bearbejde stål, svejse, hærde osv. samt alle de muligheder som div. teknikker giver verden! Den fascination har jeg stadig, selvom jeg blev udlært klejnsmed for snart 1½ år siden.
Efter at jeg havde fuldført den drøm/ mål i livet, måtte jeg finde en anden, som førte mig videre i livets skole, hvilket landede på feltet "rejsemontør" og blive god til dette job.
Ren privat, har jeg taget det valg, at leve efter de fakta som jeg kender, at jeg er single.
Så jeg planlægger ikke mit liv efter at jeg skal være gift og have børn inden xx antal år.. Møder jeg den udkårne vil det være super, og så begynder jeg nok også at få andre drømme.. Det tager vi til den tid.
Det liv jeg lever nu, klager jeg ikke over, men hvis jeg en dag begynder at finde hverdagen kedelig og trist, må jeg finde på ne måde at ændre den på.. flytte til nord Norge, Thailand eller Kina, muligheder er der nok af!
Jeg har nogle mål, som jeg godt kunne tænke mig, der bliver indfriet indenfor de næste 4-5 år.. Jeg arbejde på dem hverdag, da en del af det, som kræves er den lærdom, som også kaldes erfaring.
Man er sin egen lykkes smed, der ingen som forærer en noget uden man har knoklet for det!
Mht. til venner, har jeg kun nogle få nære, da det ikke er en selvfølge at have gode venskaber, men en aktiv "kamp". Alle dem som ikke kan finde ud af at tage telefonen for at høre hvordan det går eller køre de 30-50km som vi bor fra hinanden, vil heller ikke ringe, selvom man boede i Japen eller USA, ergo er de ikke være at samle på.
Venner er en vigtig ting, og for at citere min fatter "Husk: en kæreste/kone kan man altid få, men venner er for livet.. Det er dem som skal hjælpe dig, hvis hun smutter eller dør..". Det skal lige siges at mine forældre har haft sølvbryllup.
Vi skal alle sammen huske følgende:
At vi kan hvad vi vil.
At livet kun består at tilvalg - ikke fravalg
Vi skal lære noget nyt hver dag, hele livet igennem.
Vi bestemmer selv om vi er "lykkelige" (i min verden, er man lykkelig, når man er tilfreds).
Vi er vores egen lykkes smed - i alle henseender.
Smil altid, uanset hvor håbløs og trist situationen er, så er der altid nogle som har det værre end dig - og hjælp dem nu hvor du alligevel tænker på dem.
Efter at jeg havde fuldført den drøm/ mål i livet, måtte jeg finde en anden, som førte mig videre i livets skole, hvilket landede på feltet "rejsemontør" og blive god til dette job.
Ren privat, har jeg taget det valg, at leve efter de fakta som jeg kender, at jeg er single.
Så jeg planlægger ikke mit liv efter at jeg skal være gift og have børn inden xx antal år.. Møder jeg den udkårne vil det være super, og så begynder jeg nok også at få andre drømme.. Det tager vi til den tid.
Det liv jeg lever nu, klager jeg ikke over, men hvis jeg en dag begynder at finde hverdagen kedelig og trist, må jeg finde på ne måde at ændre den på.. flytte til nord Norge, Thailand eller Kina, muligheder er der nok af!
Jeg har nogle mål, som jeg godt kunne tænke mig, der bliver indfriet indenfor de næste 4-5 år.. Jeg arbejde på dem hverdag, da en del af det, som kræves er den lærdom, som også kaldes erfaring.
Man er sin egen lykkes smed, der ingen som forærer en noget uden man har knoklet for det!
Mht. til venner, har jeg kun nogle få nære, da det ikke er en selvfølge at have gode venskaber, men en aktiv "kamp". Alle dem som ikke kan finde ud af at tage telefonen for at høre hvordan det går eller køre de 30-50km som vi bor fra hinanden, vil heller ikke ringe, selvom man boede i Japen eller USA, ergo er de ikke være at samle på.
Venner er en vigtig ting, og for at citere min fatter "Husk: en kæreste/kone kan man altid få, men venner er for livet.. Det er dem som skal hjælpe dig, hvis hun smutter eller dør..". Det skal lige siges at mine forældre har haft sølvbryllup.
Vi skal alle sammen huske følgende:
At vi kan hvad vi vil.
At livet kun består at tilvalg - ikke fravalg
Vi skal lære noget nyt hver dag, hele livet igennem.
Vi bestemmer selv om vi er "lykkelige" (i min verden, er man lykkelig, når man er tilfreds).
Vi er vores egen lykkes smed - i alle henseender.
Smil altid, uanset hvor håbløs og trist situationen er, så er der altid nogle som har det værre end dig - og hjælp dem nu hvor du alligevel tænker på dem.