Jeg har mange dumme historier om fysisk træning. Men dem holder jeg nok for mig selv og den særlige inderkreds.
Men I skal da ikke slippe for en dummepeter fra min side.
Den her gjorde nok mere ondt på sjælen end i kroppen. Anywho.
For (efterhånden mange) år siden, dyrkede jeg meget motion. Cykling, atletik og i forlængelse af dét, også styrketræning. Min daglige cykeltur var på små 25 km, rundt omkring søen hvor jeg boede dengang.
Det var vel omkring 8. klasse, da det var begyndt at blive mere systematisk og intensivt. En dag, omkring 3 km, fra hvor jeg boede så jeg en sød trunte ved busstoppestedet. Selvsamme pige og jeg havde gået lidt rundt om hinanden i noget tid, men ingen turde rigtigt tage det første skridt (og gjorde det sådan set heller aldrig, men det har ikke noget med historien at gøre).
Det skal så lige siges, at netop den dag, havde jeg valgt at gøre lidt ekstra ud af det, og startede derfor træningen med en løbetur på 8 km. Så jeg var godt varm og en anelse udmattet da jeg ankom til busstoppestedet.
Hvorom alting er, jeg tænkte: "Hey. Der står [pigen], skulle man da ikke være et skarn og trække ind?".
Så tænkt, så gjort.
Jeg trækker ind til siden og hilser pænt på hende. Long story short. I kender godt de der forbandede cykelsko med kliklås, der sidder godt fast på pedalerne?
Yup. Mens jeg står der og spiller cool (svedig, prustende og stakåndet) får jeg overbalance og vælter om på siden. Mens jeg ligger hjælpeløs dér, står hun og er nærmest ved at tisse i bukserne af grin.
Ydmyget, latterliggjort og nærmest impotent måtte jeg hoppe på cyklen igen, kækt udstamme: "Vi ses i skole i morgen", og så ellers cykle de længste 3 km. hjem, jeg nogensinde har cyklet.
Øv! :'-( 🤡