Det største problem er faktisk at levetiden.. som nok her må kaldes halveringstid i henhold til LCD og plasma, har præcis det samme problem som plasmaskærme og CRT-skærme.
Problemet ved lys per subpixel (dvs. at rød, blå og grøn selv kan lyse og individuelt) er at der kan opstår indbrændinger i billedet.
Plasma har generelt været udskældt for dette, men OLED er virkelig mange gange værre end moderne plasmaskærme. Og dette skal lige løses først.
Kort fortalt. Halveringstiden ligger i den enkelte subpixel (både plasma, CRT og OLED) og det gør at er der et bestemt område på skærmen der bliver belyst over længere tid, bliver lysstyrken halveret netop dér. Det tager altså gns. 30000timer på en OLED skærm, hvor det tager 100000timer på f.eks. en panasonic plasma.
Den næste store problem set i forhold til plasma er at halveringstiden er forskellig per subpixel. Den blå har idag kun en halveringstid på ca. 5000timer hvor den røde er helt oppe på 60000timer. Det betyder altså at efter 5000timer er den blå farve halveret i lysstyrke, mens den røde næsten stadig er perfekt og at f.eks. en lilla farve vil blive stærkt forskudt mod rød. (hvilket hvid, brun osv også vil blive)
Fordelene er klart sort, strømforbrug og tykkelse, men som det er ligenu, er det en meget problematisk teknologi, der trods godt billede, vil få store problemer på længere sigt.
Godt råd.. hold jer fra dem.. Både LCD og plasma har så godt som muligt udryddet alle deres børnesygdomme, og især plasma kan Pt. næsten slukke en pixel perfekt som med OLED, og især panasonic og tidligere pioneer, er ligeved at ramme grænsen for hvad et TV kan farvemæssigt. De er faktisk så tæt på, at man udfra dagens standarder omkring farver faktisk ikke kan gøre det meget bedre. og det vil OLED faktisk heller ikke kunne.. 100% er ligesom max.