Elitebruger
Tilføjet:
10-09-2009 01:40:40
Svar/Indlæg:
4107/224
Hej RE Fans =]
Jeg er stor fan af Resident Evil serien, og tænkte at jeg ville starte en lille debat med jer. Men først en lille historie.
Resident Evil er ikke en stand-alone horror genre. Faktisk, så stammer genren tilbage fra Alone in the Dark, som er et møg gammelt spil, helt tilbage i starten af 90'erne, hvis ikke jeg husker helt galt. Disse spil havde alle de bassale essenser, som de klassiske RE spil har.
Der var gåder, monstre rundt om hvert eneste hjørne, og man skulle hele tiden tænke over om det nu kunne svare sig at bruge de 5 skud på den forbandede zombie, eller man skulle risikere at miste lidt HP. Anyways, så var det bare lidt info omkring REs oprindelse.
Senere udkom det første Resident Evil spil til Playstation, et sandt mesterværk.
Min passion startede, for mange år siden, da jeg første gang blev introduceret til Resident Evil hos en kammerat. Jeg faldt for det på stedet, og det blev til en hel masse (u)hyggelige weekender sammen, med en kontroller i hånden. Senere fik jeg min egen PS One, med dertilhørende Resident Evil 2. Et spil, der nok har rekorden for at skræmme mig mest (dengang, i 12 års alderen). Det har givet mig mange søvnløse nætter, og mareridt for nethinden i de yngre dage. Hvorfor jeg blev ved med at spille det dengang, selvom jeg blev skræmt fra hvid og sans, er mig stadig lidt af en gåde. Jeg kunne sidde med tårer i øjnene, skærpede sanser, og et adrenalin-niveau, der ville få en Adrenalin-junkie til at savle. Det niveau ville gøre, at hvis der blev tabt en knappenål ved siden af mig, ville jeg springe op i loftet, og sidde der de næste 24 timer, med fingrene gravet ind i træet/betonen.
Jeg tror bare jeg har en fetish med det spil, plain and simple.
Men der gik ikke længe før jeg begyndte at få et lidt mere moderat forhold til Resident Evil. 3'eren havde jeg fået fat på, og så skulle der ellers spilles, med gardinerne trukket for, dynen over skulderne, og (playstation)stikket i hånden. Et spil, der også har sat sig som et uendeligt minde.
En scene fra Resident Evil 2 jeg tydeligt husker at jeg blev skræmt fra hvid og sans over:
Man kommer ind i et save-room. der er en skrivemaskine og en kiste, samt nogle bogreoler. Det er helt mørkt udenfor, og der er helt stille. Der er kun én dør videre, og ved siden af den er der et vindue, ud til det uendelige mørke. Når du nærmer dig døren, kommer der en skikkelse kravlende forbi vinduet, samme vej som du er på vej. På den anden side af døren ligger et lig af en politimand, på en lang, der flyder med papir og skrald. Længere henne af gangen, bliver stilheden brudt...
Dryp... Dryp... Dryp...
En blodpøl ligger på gulvet foran dig, og dryp-lyden kommer tilsyneladende herfra. Du retter langsomt blikket op, og får øje på det mest afskyelige kreatur du nogensinde har lagt øjne til.
Jeg taler naturligvis om introduktionen til Lickeren i RE2. Det var klamt!
Senere blev Playstation 1 kedelig, og den blev skiftet ud med en PS2. Her begyndte min første skuffelser at indtræffe Resident Evil. Nemlig 4'eren.
RE: Code Veronice X, og alle sideløberne, der egentlig ikke rigtig er en del af den ''rigtige'' serie, er dog stadig gode spil.
Men Resident Evil 4 skuffede. For første gang spillede jeg et Resident Evil spil, hvor jeg ikke på noget som helst tidspunkt følte mig utilpas.
Ikke at spillet ikke er godt, for det er det da, men, Det skulle ikke have den titel! Resident Evil er sin egen spilstil. Du kan ikke bare lave den om sådan uden videre. Den går ikke. Men det valgte de så at gøre, til mange trofaste fans uforståelighed.
5'eren til PS3 er samme smørre, bare med sure afrikanere, i stedet for mobsede, spanske farmere.
Igen, det er et fedt spil, men det er altså ikke Resident Evil. Det er det ikke.
Jeg glæder mig til en dag, hvor jeg igen kan tage på horror-eventyr, med Barry fra RE1, Claire og Chris fra RE2 & Veronica X (Chris fra RE1), og ej at forglemme nogle RIGTIGE ZOMBIER!
Lad mig høre noget input fra jer. Hvordan tror i/ håber i det næste RE spil bliver? 🙂