-> #0
Normalt defragmenterer man, for at minimere søgetiden efter en given fil.
Eks.: Du skal finde de syv Harry Potter bøger i din bogreol.
Vi kan hurtigt blive enige om, at det går hurtigst, hvis bøgerne står i alfabetisk orden, i stedet for hulter til bulter.
Lidt på samme måde fungerer filsystemet på din harddisk. Dvs. når du sletter en fil (ie. fjerner de syv 'Harry Potter' filer/bøger) opstår der et hul. Dette hul bliver så fyldt op af den næste fil. Fylder den fil 4 pladser (tilsvarende 4 bøger), vil der være tre resterende pladser, der hvor de syv 'Harry Potter' bøger stod.
Næste fil, fylder så 8 pladser, hvoraf de tre bliver placeret på de tomme 'Harry Potter' pladser, og de resterende 5 på andre tomme - følgende - placeringer.
Der skal ikke gå lang tid, inden det hele er noget rod, og det tager sin tid at finde filer/bøger. Det svarer til fragmentering...
De-fragmentering kan, i denne sammenhænge, sammenlignes med at alfabetisere og kategorisere bøgerne i reolen. En alm. harddisk gør som de fleste af vi mennesker. Starter øverst til venstre og arbejder os ned mod højre (ligesom når vi læser siden i en bog).
Dette skyldes den fysiske måde, hvorpå harddisken er bygget op. Den skal søge fra en sektor på harddisken og ud/ind, til den næste sektor.
En SSD er, markant anderledes. Kort fortalt, så kan SSD'en "scanne" hele bogreolen, og samle bøgerne hurtigere end 'vi' nogensinde ville kunne. Derfor siger man også, populært, at der ikke er søgetid på en SSD.
SSD'ere er følsomme over for læsninger og skrivninger, så derfor vil man gerne minimere aktiviteten på drevet. Defragmentering anses derfor, i denne sammenhæng, som unødvendig trafik, og deaktiveres for at forlænge levetiden på SSD'en.
Om det har en reel betydning for ydelsen, på længere sigt, ved jeg faktisk ikke. Men helt ærligt, så tror jeg kun at forskellen er målbar.
Håber det kunne bruges 🙂