Jeg er langt fra klimaekspert, forsker eller på nogen anden måde berettiget til at komme videnskabelige antagelser. Dertil er jeg simpelthen for uvidende. Men hele klimadebatten har fordret to tanker i mit hoved, der konflikter lidt med hinanden.
Det er lidt filosofisk, så jeg undskylder på forhånd hvis det er en anelse langhåret.
Tanke 1:
Det er denne jeg har funderet over længst. For mig at se, at det lidt som at vide, at en stor bil er lige på vej imod dig. Vi kan alle blive enige om, at påkørsel af bil kan være skadeligt for helbredet, måske endda dødeligt. Uanset hvad, er det ikke godt at blive ramt af en bil. Dertil kan der ikke herske megen tvivl.
Der er fire udfald at et sådanne scenarie, hvis man skal sige det lidt groft.
1: Jeg foretager mig intet, og bilen rammer ved siden af.
2: Jeg springer til siden, og undgår biler.
3: Jeg foretager mig intet, og bilen rammer mig.
4: Jeg springer til siden, men bilen slingrer ind i mig.
2 ud af de fire tilfælde indebærer at jeg bliver ramt af bilen. I de to andre sker der mig intet.
Givet sandsynligheden for dødelighed ved biluheld, er det ikke engang sikkert at jeg kommer ud af det med andet end skrammer og blå mærker.
Nu er en bil nok et lidt dårligt eksempel, da de oftest føres af mennesker og er udtænkt og konstrueret af mennesker. Men eksemplet er skitseret og skal forestille den forestående katastrofe.
Det der "irriterer" mig lidt er, at alt imens bilen er på vej, er folk mere interesserede i at diskutere om hvorvidt vi (altså "jeg", der er ved at blive ramt af en bil) selv er skyld i sitationen. Dvs. folk diskuterer om vi selv har stillet os ud på vejen, om bilen er i stykker eller føreren af køretøjet er beruset og vi intet kan gøre under alle omstændigheder.
Det ændrer dog ikke på det ufravigelige faktum, at vi er nødt til at gøre "et eller andet". Jeg er møghamrende ligeglad med, om hvorvidt føreren har været til julefrokost, om hans styretøj er defekt eller om jeg selv er hoppet ud foran bilen. Bliver jeg ramt, kommer jeg til skade. End of discussion.
Hvis vi skal lidt væk fra bilen, så er det direkte analogt til klimadebatten, og spørgsmålet er om hvorvidt bilen er for tæt på og vi derfor har for kort tid til overhovedet at kunne gøre noget ved vores situation?
Personligt tror jeg, ja. Vi kan minimere, effektivisere og ændre, men allerede nu står det os klart at der er sket uoprettelige skader og det bedste vi kan gøre er at ride med på bølgen og håbe på det bedste.
Det er et spørgsmål om hvorvidt regeringsledere er villige til at tænke ud over fine middage, gode vine og flotte fortolkningsdanse og indføre lovkrav der tvinger producenter af forbrugergoder til at tænke miljørigtigt. Som jeg ser det, fik vi en chance foræret tilbage i 70'erne, under energikrisen, til netop at gøre sådanne og sige til os selv: Lad os vise dem, at den vestlige Verden ikke er afhængig af forurening.
Vi er nået et godt stykke vej, men jeg kan ikke undgå at føle en vis enerverende vrede over, at "folk" er så forbandet tilfredse med at "nu sker der noget", i stedet for: "Vi skulle have indset det for længe siden". Valgperioder og en modvilje over at skulle ændre sig, er længe det der har styret debatten og man snakker om det grønne alternativ. Der skal slet ikke være et alternativ.
Hvis en forbruger får valget imellem den rigtige løsning og den nemme (og ofte billigere) løsning, så bør jeg vel ikke udpensle hvad 9 ud af 10 af os ville vælge?
Det er et spørgsmål om at indføre en række tiltag der netop tvinger forbrugeren til ikke at kunne vælge imellem den nemme løsning og det miljørigtige alternativ.
Vi kan ikke bruge lykønskninger til en skid. Fine ord er ikke andet end fine ord, og der skal handling til og det skal gerne ske for 30 år siden.
Tanke 2:
Dette er min efterfølgende idé, og den er fordret af en sætning jeg hørte for nogle år tilbage.
I dette scenarie ligger der en mand på vejen og bløder. Lad os sige at han er blevet skudt... eller ramt af en bil.
Omkring ham står 4 politikere, der hver især har en handlingsplan over et forløb hvori målet er at redde denne mand.
Det tager dem tre lange og tre brede at nå frem til enighed om, eller næsten enighed om, at de skal gøre "et eller andet". Efter 30 minutters diskussion siger de afsluttende: "Fint. Vi er enige om, at om 15 minutter har vi en plan for hvordan vi redder denne mand, korrekt?".
De nikker, giver hinanden hånden og tager til frokost hvor de får en stor rød bøf, drikker fin vin og danser med de pæne damer. De 15 minutter kommer og går, og mens festen er i gang, siger den ene af politikerne: "Jeg er faktisk ikke så sikker på, om hvorvidt vi bør gribe ind, eller om det overhovedet er vores skyld eller ansvar".
De andre nikker, giver hinanden hånden og bliver enige om, at om 15 minutter har udfærdiget en rapport der behandler emnet om hvis skyld det er, hvem der skal lægge pres på såret og hvem der skal ringe efter hjælp.
De 15 minutter går, og de er tilbage ved ulykkesstedet. Manden på jorden er død, og de tager tilbage til festen og bliver enige om, at de desværre ikke kunne have gjort noget alligevel, da det var en tidligere kollega der skød ham, så derfor havde de overtaget en umulig opgave.
De nikker, giver hinanden hånden og bliver enige om, at sådan noget ikke skal ske igen.
En time senere, bliver en anden mand skudt, af den ene af de fire politikere. De tre andre politikere er hurtige til at pege fingre og sige: "Fyh! Hvor var det grimt gjort!" - mens de udarbejder en handlingsplan der skal sørge for at politikeren der skød, aldrig får fat i skydevåben igen. I mellemtiden dør også denne mand.
... og sådan bliver vi ved. I kan godt se hvor jeg vil hen.
Et lidt tragikomisk scenarie, men jeg kunne ikke lade være med at se de 4 politikere og den blødende mand for mig, da jeg hørte COP15's tilfredshed over at blive enige om at reducere blah, med blah procent i totusindeogblah
Omvendt, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, om vi forstyrrer "naturens orden". Uanset om vores nuværende situation er selvforskyldt eller ej, så kan vi ikke ændre på fortiden mere end et rovdyr der har ædt alle sine fjender og efterladt sig selv i en gold egn uden håb om føde i lang tid.
Vi snakker ikke om at reparere en bilmotor, udføre en hjerteoperation eller finde sammen med kæresten igen. Vi snakker om at ændre på planetens klima og reelt påvirke alt og alle omkring os. Denne opgave overlader vi i hænderne på en række mennesker der i mange år ikke har haft andet end personlig vinding som primær interesse.
Selv hvis disse mennesker skulle være is tand til at tænke ud over sig selv og imod al forventning handle i menneskehedens bedste, stiller det stadigvæk et altoverskyggende spørgsmål.
Op igennem evolutionen, har en lang række forskellige eksistenser udviklet sig til hvad de er i dag. Om så de er altdominerende eller på vej væk. Hele klodens liv har handlet om tilpasning og det hele er opstået af et lykkeligt tilfælde der har ageret som grobund for eksistens som vi kender til det i dag.
Min tanke gik derfor på, om hvorvidt vi leger Gud. Ikke i en religiøs forstand, men filosofisk.
Er det vores (selv hvis den er overkommelig) opgave, at pille ved naturens orden? Hvis dette er starten på slutningen for vores liv, er det så ikke fair at stille sig selv spørgsmålet: Har vi været opgaven værdig? Har vi udrettet noget, der berettiger vores fortsatte liv på denne planet? Skal vi lægge os på ryggen og lade andre tage over?
Og nok det mest interessante af dem alle: Hvad ville der ske, hvis vi intet gjorde?
Når de fossile lagre tømmes og vi netop ikke er efterladt alternativet, tror jeg netop at vi vil se menneskeheden i sin glanstid. Som mange andre arter før os, der endsige har levet længere tid, vil vi blomstre op og dø. Hvis livet på denne klode er os for fjendsk - om så det er selvforskyldt eller ej - er det så ikke på tide at vi stiller os selv spørgsmålet om Darwin havde ret?
Er det den bedste tilpassede der overlever eller den bedst tilpassende?
Svaret blev redigeret 1 gang, sidst af NoNig d. 16-12-2009 00:06:48.