Elitebruger
Tilføjet:
11-02-2010 05:32:13
Svar/Indlæg:
3065/208
At kunne erkende omkring at være førtidspensionist, at det intet gør over for en makker, er ok, ens venner er de samme. At lære, at det betyder en hel del, over for et par meget smukke piger, som stiller spørgsmålet "hvad laver du så?", at svare man er førtidspensionist pga. psykiske årsager, det betyder en hel del. Derved at lære, efter man er blevet førtidspensionist men stadig håber man ser ung og attraktiv ud, at det er pinligt, i bussen, at skulle nævne man er pensionist, fordi der er potentielle partnere på bussen, det gør ondt, det gør rigtigt ondt - og det kom bag på mig, efter jeg var blevet førtidspensionist.
At det ligeledes skulle gøre ondt for betjenten, at blive kaldt en idiot i bilen sammen med sin kollega, det har jeg lidt svært ved at begribe, men det er da trist at tænke på.
I 30'erne var man i Danmark vidne til en begyndende totalitær udtryksform i form af bl.a. mødeterror. Som en følge af de uniformerede ungdomsbevægelser (Danmarks Kommunistiske Ungdom, Konservativ Ungdom, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom samt Danmarks Nationalsocialistiske Parti) vedtog regeringen, uro-love rettet mod såkaldte desperate bevægelser, hvis virkelige mål var demokratiets afskaffelse. Den radikale justitsminister Zahle fremlagde i Folketinget i 1934 tre lovforslag om opretholdelse af ro og orden, herunder forbud mod handel samt tilvirkning og besiddelse af skydevåben og andre skadevoldende genstande, forbud mod militæragtige korps og en udvidelse af straffelovens paragraf 121 om forhånelse af personer med offentlige hverv og endelig en ny paragraf 134 om sikring af ro og orden ved offentlige møder. Forbudet fik den ønskede effekt. Gadekampe og optøjer i forbindelse med politiske møder blev minimeret.
Paragraffen i dette tilfælde, underminerer ikke politiets autoritet.
Tråden blev redigeret 1 gang, sidst af gabbadoo d. 24-02-2010 21:01:40.