-> #47
Jeg kan nok ikke tale på vegne af dit bekendtskab fra toget, men jeg kan nok nemmer beskrive hvordan jeg selv havde det i bussen. Det var ikke så meget hans kommentarer der generede mig, det var de andre passageres fuldstændige ligegyldighed over at jeg skulle tage imod sådan nogle kommentarer.
Jeg fatter det simpelthen ikke. Hvordan man kan være vidne til sådan en "uretfærdighed", uden at gribe ind. Det samme gælder mobning, tæsk og andre overgreb. Hvordan folk bare kan lukke det ene øje og holde hænderne op for ørerne.
Da jeg boede i Aalborg, med min ekskæreste, havde vi lejlighed lige under et par der skændtes tit og ofte... meget højlydt. Min ekskæreste, konfliktsky som hun er, skruede bare lidt højere op for musikken. Det endte med, at jeg selv måtte gå derop, og i døren blev jeg mødt af en rødblussende mandsperson og en grådkvalt kvinde.
"Undskyld. Men jeg håber ikke at vi er nødt til at ringe til politiet eller no'ed, for det lyder lidt voldsomt. Er der noget i vejen?"
Hvortil jeg blev mødt med et "bland dig udenom perker" - fint nok. Det var ikke min fight, men jeg blev blandet ind i den, fordi det lød som om de flyttede rundt på inventaret. Generelt, et højlydt skænderi.
Der blev stille, og jeg gik ned til min ekskæreste, som mødte mig helt oppe under loftet. Hvorfor i alverden skulle jeg også blande mig, det var ikke vores problem og vi kunne da være fuldstændigt ligeglade.
Jeg mener... hvorfor er mennesker sådan? Ikke fordi det er typisk dansk, ikke at blande sig i den slags, at være konfliktsky. Men hvordan kan man være så ligeglad med andre mennesker?
Det er ofte sket, at jeg i toget, har kedet mig. Og ja. Jeg er idioten der bryder ud i en lang samtale og godt kan lide at fortælle om mine utroligt interessante vareprøver, og generelt hvor glad jeg er for kartoffelmel. Jeg er spasseren, der spontant henvender mig til folk i bussen.
Det er sjældent sket, at folk har virket sure og jeg er oftest god til at aflure om folk gider at snakke. Det kræver så ufatteligt lidt, at nå ud til andre mennesker. At lære dem at kende og finde ud af hvem de er. Det er ofte sket, at jeg har ført en samtale fra Aalborg til Århus, uden at mit navn blev nævnt. Disse mennesker har gladeligt fortalt mig alt om deres liv, hvem de elsker og holder af, hvor de er på vej hen, uden at de har vidst hvem jeg var.
Hvem ved? Det kan da være at vi to har snakket sammen i toget, uden du vidste hvem jeg var.
Det er en ting der glæder mig meget. At snakke med andre mennesker, lære dem at kende og prøve at forstå deres motiver og person. Derfor er det så uendeligt frustrerende, når der er ting jeg ikke forstår, som jeg ikke kan regne ud. Eksempelvis hvorfor "man" ikke stiller sig op for andre, man ikke kender.
Det er da sket, at jeg har overværdet folk tage fuldstændigt ukendte personer i forsvar - men så har det også været i forbindelse med voldsomme hændelser. Eksempelvis et slagsmål.
Men den dag i bussen, følte jeg mig meget alene og ikke som en dansker. Det sker, heldigvis, sjældent, men når det sker, så gør det ondt. For jeg føler mig sgu mindst lige så dansk som alle andre der har boet i dette land hele deres liv.
-> #50
Selvfølgelig ved jeg hvad du mener. Men det gør det jo bare endnu "sjovere" at dsikutere 🙂
Diskussioner er kun kedelige, hvis parterne ikke fatter hvad hinanden siger. Så er det lidt som at se et femårigt barn kaste sand op i luften og prøve at gribe det med munden.
Mærkeligt, men alligevel lidt sjovt, selvom barnet fortryder bagefter.
Svaret blev redigeret 1 gang, sidst af NoNig d. 16-03-2010 22:00:20.