Mozilla slipper nu den nye version af Firefox, version 1.0.5, fri. Den nye version af browseren er mest af alt en opdatering på sikkerhedsområdet, hvor man har lukket for 12 sårbarheder. Blandt andet viser Firefox fra nu af hvilken webadresse et JavaScript prompt-vindue kommer fra, en sårbarhed som Microsoft har afvist at rette i sin Internet Explorer-browser.
Sårbarheden, der blandt andet blev rapporteret af danske Secunia, betyder, at ondsindede brugere kan åbne et prompt-vindue oven i en troværdig hjemmeside, for eksempel Microsoft.com. I prompt-vinduet vil brugeren blive bedt om at indtaste information, i den tro, at det er Microsoft der beder om informationen, men det er det altså slut med i Firefox fra nu af.
Samtidig har man også lukket for en sårbarhed der gjorde, at en ondsindet bruger kunne afvikle kode på en computer, hvis han fik vedkommende til at vælge et specialdesignet billede som hjemmeside.
Alle fejlrettelserne er beskrevet på Mozillas hjemmeside. Den sidste fejlrettelsesversion af Firefox, version 1.0.4 kom i midten af maj. Den næste store version af Firefox, 1.1, er sat til at være klar senere i år.
Firefox 1.0.5 er endnu ikke klar i en dansksproget udgave.
Link
http://www.mozilla.org/products/firefox/