Få af jer har vidst det i et stykke tid, men for langt de fleste kommer det nok som et chok, at stifteren af Overclocking, Henrik Olsen aka HeO, i dag står som medstifter af kølerfirmaet Noiselimit. De har gået stille med dørene i lang tid og i dag ser vi deres første udspil; en meget støjsvag køler baseret på et princip, som aldrig tidligere er set i kølerverdenen - navnet er SilentFlux.
Indtil videre findes der to modeller til brug i hhv. desktop kabinetter og i de sædvanlig ATX kabinetter og vi har billeder af begge to. Det skal understreges, at der er tale om prototyper, men alligevel prototyper som er så tæt på produktion, at det kan kaldes en beta.
Hvordan virker det så?
Noiselimit selv kalder det for en boblepumpe og den interne proces kan sammenlignes med det som sker, når man koger vand til kaffe. Idet væsken begynder at koge vil den udvide sig og overgå til gasform. Når dette sker vil gassen trække dråber af væske med sig til kondseringselement (radioatoren om man vil) og både gassen og væsken vil derefter blive afkølet, hvorefter det i væskeform vil løbe tilbage til kølehovedet.
Betakølerne som HeO medbragte på Hostel i Hannover. Til højre ATX modellen, som skulle kunne købes retail om 3 måneder, mens desktop modellen til venstre er foreholdt OEM indtil videre Køleren er således baseret på væskekøling, men man behøves absolut sidde og frygte lækager eller påfyldning af køleren. Denne er, som man kan se på billederne, lavet meget kompakt og i et lukket system, som skulle kunne køre i flere år (kun begrænset af blæserens levetid). Køleren er fremstillet af samme komponenter som bliver benyttet til aircondition i biler, og kvaliteten er derfor af samme høje standard.
Her ses ATX udgaven monteret i et sædvanligt ATX kabinet og under den sidder der 1 stk. Athlon 64 X2 4400+ - Load delta T (forskellen mellem CPU'ens og omgivelsernes temperatur) på 22 grader. Dette ved 2x toast.
På den lidt mere tekniske side, så er det en meget kompakt køler i ren aluminium og en plastik ramme til at holde hhv. blæseren og køleren på sin plads. Der benyttes ingen backplate og vægten er på små 400 gram. Væsken indeni er en ikke-brændbar, patenteret væske og den transporteres rundt udelukkende ved hjælp af boblepumpen - der er således ingen bevægelige komponenter i kølere og dermed ingen mekanisk slid (ud over blæseren). Effektmæssigt kan køleren aftage 130 W ved 29 dB ( lydniveauet svarer til en trøje der trækkes hen over et gulvtæppe ) og det betyder, at samtlige processorer på markedet inklusiv Intels Pentium D, er med på programmet. Den første model vi ser i handelen er til Socket 939, men AM2 og LGA775 vil selvfølgelig også blive dækket ind.
Folkene bag (fra venstre): Jonas Pilgaard, Henrik Olsen aka HeO, Torben Lange & Henry Madsen (ikke med på billedet)
Til de af jer, der er så heldige at være på messen, så kan Noiselimits SilentFlux kølerne ses ved Akasa i hal 24 stand E13 under navnet REVO 92.
Billeder fra Akasa stand:
Yderligere informationer kan findes på www.noiselimit.com som i forbindelse med messen, er under kraftige forandringer. Den opmærksomme læser vil sikkert bemærke en vis ulighed mellem f.eks logo og generelt udseende. :D