Den 25. april afsagde Forbrugerklagenævnet en kendelse, som skabte genlyd både i Danmark og i udlandet.
Baggrunden var en række enslydende klagesager over en Apple iBook G4, som en række danske forbrugere havde anskaffet. Problemet var, at computeren efter den et-årige garanti-periode ikke længere ville starte.
Forbrugerklagenævnet fik Delta-instituttet til at analysere elektronikken i en G4 (som siden er udgået af Apples produktion). Konklusionen fra instituttet var klar: De undersøgte iBook G4 maskiner havde en dårlig lodning ved et strømstyringskredsløb. Lodningen var sandsynligvis degraderet på grund af varme-forskellene ved tændt og slukket tilstand. Derfor måtte der være tale om en fabrikationsfejl.
Apple undlod at reagere på Klagenævnets afgørelse indenfor fristen på 30 dage, men fik, som det er kutyme, yderligere 14 dage til at svare på en rykkerskrivelse.
Efter 13 dage kom svaret. Apple International havde i sidste øjeblik fået to amerikanske elektronik-laboratorier til at kigge nærmere for Forbrugerklagenævnets og Delta-instituttets dokumentation.
Begge konkluderede, at det er usandsynligt, at lodningen ved det pågældende strømstyringskredsløb bliver degraderet på grund af temperaturforskellene ved tændt og slukket tilstand.
Apples eksperter anfører desuden, at der ikke er grundlag for at konkludere, at fejlen er en generel konstruktionsfejl, fordi de danske eksperter kun har undersøgt et lille antal maskiner. At lodningerne vitterlig var degraderet - måske af andre grunde end tænd-sluk-temperaturforskellene - blev dog ikke modsagt af de amerikanske laboratorier, viser materialet, som ComON har fået aktindsigt i.
På baggrund af den dokumentation har det danske advokatfirma, som Apple bruger til at håndtere sagen, nu bedt om, at Forbrugerklagenævnet genoptager sagen.
Nævnets formand, Erik Kjærgaard, har endnu ikke taget stilling til anmodningen.
Link: http://warehouse.ncom.dk/lbb.php/1001/1617280914/MjAwNy0wNi0yNyxod3Rkaw==/aHR0cDovL3d3dy5jb21vbi5kay9pbmRleC5waHAvbmV3cy9zaG93L2lkPTMxNjkx
Nyhed leveret af http://Comon.dk