Mens resten af Danmark er på vej på sommerferie, så er der travlhed at spore hos DK Hostmaster, hvor en ny regel trådte i kraft i sidste uge.
Fra den 1. juli kunne virksomheder, der mener, at man har været udsat for typosquatting, straks bede om at få den mulige snylter suspenderet.
Det har i den første uge resulteret i 36 anmeldelser, som alle er på vej til at udløse suspensioner, fortæller DK Hostmasters administrerende direktør Per Kølle til ComON.dk
De indklagede registranter har nemlig ikke svaret inden for tre-dags-fristen.
DK Hostmasters nye suspensionsregel betyder, at den, der har brugsretten til et givent .dk domænenavn, kan klage til DK Hostmaster, når man føler sit navn gået for nært.
Tre kriterier skal være opfyldt, før der kan gribes administrativt ind:
1. En fejltastning skal føre til, at en internetbruger, der søger den krænkedes domænenavn, kommer ind på typosquat-domænets hjemmeside
2. Typosquatteren har hverken navne-, vare- eller andre kendetegnsrettigheder til det anmeldte domænenavn, og så skal:
3. typosquatteren have foretaget flere registreringer af domænenavne på samme måde.
(Hvis kriterierne ikke er opfyldt, skal man klage direkte til Klagenævnet for Domænenavne, der har en væsentlig længere tidsfrist)
Du kan læse mere om proceduren hos DK Hostmaster, hvor de gennemførte suspensioner også vil blive offentliggjort (Link nederst).
Indtil videre er de hyppigste snyltere udenlandske firmaer.
Link: http://warehouse.ncom.dk/lbb.php/1001/561493841/MjAwNy0wNy0wOSxod3Rkaw==/aHR0cDovL3d3dy5jb21vbi5kay9pbmRleC5waHAvbmV3cy9zaG93L2lkPTMxNzky
Nyhed leveret af http://Comon.dk