Alle skal have mulighed for at downloade!
Det mener svenskerne bag torrent trackeren Pirate Bay. De er i færd med at klargøre siden Suprnova.org til en side, hvor selv din mormor kan være med.
»Suprnova skal være for begyndere. Det bliver lettere at bruge end de fleste andre tjenester, og alle skal være i stand til at finde ud af det. Vi vil sandsynligvis også tilføje en java klient på siden til dem, der ikke ved, hvad en torrent er. Det betyder, at du kan klikke på et link og downloade uden nogen former for installation,« siger en af grundlæggerne, Peter Sunde, til Cnet.
Han påstår også, at Suprnova skal adskille sig fra lignende tjenester, på den måde at der ikke bliver censureret i søgningerne - uanset hvor mange klager der skulle komme.
Hvorvidt det princip holder stand, bliver spændende at følge. Pirate Bay fik nemlig overdraget domænet Suprnova.org fra de tidligere slovenske ejere, der blev tvunget til at lukke Suprnova.org i 2004. Det var filmindustrien, der dengang satte en stopper for tjenesten.
Det var meningen, at Suprnova skulle genåbne i februar, men svenskerne anslår nu, at åbninger bliver: »Når vi bliver færdige«.
Til den tid skulle en million torrents være klar til download.
Bemærk: Betalingssiderne Suprnova.net og Suprnova.com er ikke forbundet med Suprnova.org (Se link nederst).
Link: http://warehouse.ncom.dk/lbb.php/1001/1977066992/MjAwNy0wOC0wNixod3Rkaw==/aHR0cDovL3d3dy5jb21vbi5kay9pbmRleC5waHAvbmV3cy9zaG93L2lkPTMyMTA2
Nyhed leveret af http://Comon.dk