De fleste net-butikker slår sig op på at være billige, men i realiteten er det kun hver tiende net-kunde, der vægter prisen højt.
Det viser en undersøgelse, som E-handelsfonden netop har foretaget. Undersøgelsen skal som fast indslag fremover afsløre danskernes forbrugsvaner på nettet, så man også kan sammenligne tallene over tid.
»Jeg håber, at virksomhederne anerkender, at de ikke kan vinde på pris alene,« siger Line Ghisler.
Hun er Partnerchef hos Creuna, der laver e-handel for blandt andet Magasin og Illum.
Hun mener desuden, at mange tidligere har set internettet som en pendant eller konkurrent til den fysiske handels-verden. I stedet skal butikkerne se nethandel som et supplement:
»Hvis man først får sin nethandel op at stå, så vil folk vende tilbage,« mener Line Ghisler og henviser til E-handelsfondens undersøgelse, der viser, at over 60 procent køber i netbutikker, hvor de har købt før.
Selv om prisen ikke trækker, så viser undersøgelsen alligevel, at hver anden dansker har nethandlet indenfor de sidste tre måneder. Hovedgrundene er, at nethandel er nemt, fleksibelt og tidsbesparende.
Link: http://warehouse.ncom.dk/lbb.php/1001/1434906092/MjAwNy0wOS0wNCxod3Rkaw==/aHR0cDovL3d3dy5jb21vbi5kay9pbmRleC5waHAvbmV3cy9zaG93L2lkPTMyNTE3
Nyhed leveret af http://Comon.dk