Ledige behøver foreløbig ikke rette sig efter kravet i velfærdsreformen om, at de skal bekræfte deres registrering som jobsøgende på Jobnet.dk mindst hver syvende dag. De nye regler betyder at mellem 150.000 og 200.000 jobsøgende skal på Jobnet.dk hver uge, men den nuværende tekniske løsning bag internet-tjenesten kan ikke håndtere den voldsomme stigning i trafikken. Det skriver HK Privats Netredaktionen.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) oplyser i et notat til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg, at en tilfredstillende it-understøttelse først kan implementeres i januar 2008.
Kravet om den ugentlige registrering på Jobnet.dk kommer derfor først til at gælde dem, der tilmelder sig fra den 8. januar. Loven træder ellers i kraft den 1. oktober, men først tre måneder senere vil it-understøttelsen være på plads.
Ifølge beskæftigelsesministeren skal kapaciteten på Jobnet.dk fordobles, før loven kan implementeres.
»Hvis implementeringen forceres, risikeres at ledige kommer i klemme og mister understøttelse i form af dagpenge eller kontanthjælp, fordi de afmeldes uforskyldt. Det er selvfølgelig ikke hensigten med aftalen, og jeg har derfor aftalt med Arbejdsmarkedsstyrelsen, først sker, når it-understøttelsen er tilfredsstillende,« skriver beskæftigelsesministeren.
Arbejdsmarkedsstyrelsen stiller særligt høje krav til it-understøttelsen af forretnings-sikkerhed og drifts-stabilitet, fordi det ikke er muligt at etablere papirarbejdsgange eller andre nødprocedurer som alternativ til den ugentlige bekræftelse på Jobnet.dk.
Link: http://warehouse.ncom.dk/lbb.php/1001/2672033396/MjAwNy0wOS0wNyxod3Rkaw==/aHR0cDovL3d3dy5jb21vbi5kay9pbmRleC5waHAvbmV3cy9zaG93L2lkPTMyNTcx
Nyhed leveret af http://Comon.dk