Microsofts browser Internet Explorer 7 er netop udkommet i en lettere opdateret version, som blandt andet betyder at menulinjen nu er synlig som standard. Men den største nyhed er, at det ikke længere er nødvendigt at gennemgå en WGA validering for at installere browseren under Windows. Det betyder, at programmet for første gang kan installeres på computere med piratkopier af Windows.
Internet Explorer 7 blev oprindelig frigivet for omtrent et år siden og den indeholder en række nye sikkerheds-funktioner, der skal beskytte mod phishing og datatyveri. Men denne beskyttelse har altså hidtil kun været tilgængelig for dem, der rent faktisk har købt en autoriseret kopi af Windows. Med beslutningen om at fjerne WGA valideringen udvider Microsoft nu beskyttelse til alle Windows-brugere ? også softwarepiraterne.
Microsoft har ikke officielt begrundet, hvorfor man har valgt at fjerne valideringen. Men en forklaring kan være, at udbredelsen af Internet Explorer 7 er gået langsommere end ventet. Mange brugere anvender fortsat ældre versioner af browseren.
Den nye version bliver leveret gennem den automatiske opdateringsfunktion i Windows ? men kun, hvis IE7 ikke allerede er installeret.
Link: http://warehouse.ncom.dk/lbb.php/1001/4264599774/MjAwNy0xMC0wNSxod3Rkaw==/aHR0cDovL3d3dy5jb21vbi5kay9pbmRleC5waHAvbmV3cy9zaG93L2lkPTMyOTcw
Nyhed leveret af http://Comon.dk