Søgemaskiner bliver mere og mere interessante i markedsføringen, men mange firmaer kommer på udebane, når derskal købes kampagner hos for eksempel Google. Det mener mediabureauet Oban.
»Virksomheder, der ikke besidder en basal viden om internet annoncering, er meget ringe stillet, når de skal vælge leverandør. Det er blevet normalt at en del onlinebureauer ?beskatter? eller videresælger kliks fra søgemaskinerne som for eksempel Google med urimelig stor fortjeneste,« siger Stefan Avivson, der er administrerende direktør for Oban Danmark.
Han peger på, at nogle danske webbureauer kræver 4 til 15 kroner for en vare (klik), der havde kostet 30 øre direkte hos Google.
Derfor vil firmaet nu tilbyde en service, som Avivson mener ikke kun kommer nybegynderne til gode. Servicen består i en opsætning af og hjælp til de vigtigste værktøjer - Google Adwords og Google Analytics.
»Det kan godt være, at det lyder som en gavebod, men vi tror på, at så snart vores kunder kan se grunden til, hvorfor man tjener penge på Internettet, så vil der også være et par stykker af dem, som gerne vil have yderligere hjælp til at komme endnu længere med Internetmarkedsføring.«
Hos FDIM hilser man initiativet velkommen.
»Det er god stil at fortælle, hvad man betaler for. Det svarer vel til, at ejendomsmæglere fortæller deres kunder, hvad de betaler for annonceplads i medierne,« siger Morten Kamper, der er direktør i FDIM - Foreningen for Distance- og Internethandel.
Han vil dog ikke hænge andre webbureauer ud for at kræve overpris, da det ifølge ham kommer an på resultatet.
Hvis et bureau lover at skaffe et vist antal nye besøgende eller kunder til en hjemmeside, så må det være succeskriteriet - og ikke udelukkende prisen. Desuden mener han, at mange firmaer har så omfattende søgeords-kampagner, at det ikke er hensigtsmæssigt at
by-passe bureauerne på grund af arbejdsbyrden.
Hos firmaet UniAds kan man købe de omtalte Google-kampagner til en betydelig overpris.
»Vi tilbyder en startpakke, hvor klikprisen bliver noget, der svarer til fire kroner - og det er alt for meget!,« svarer supporter Morten Kirkebjerg fra UniAds prompte.
»Men hvis det efter prøveperioden viser sig, at kampagnen har været god for vores kunder, så laver vi en ny aftale, hvor kunden får kliks'ne til indkøbspris,« fortsætter Morten Kirkebjerg.
Han mener, at overprisen på introduktionstilbudet er nødvendigt for at give incitament til sælgerne og råderum til konsulenterne, så de kan tilpasse kampagnen.
Han vedkender sig dog, at der er mange i hans branche, der udnytter netop søgeords-kampagnerne til kunstigt høje indtjeninger - og hilser dermed Obans initiativ velkommen.
Link: http://warehouse.ncom.dk/lbb.php/1001/118095609/MjAwNy0xMS0wMixod3Rkaw==/aHR0cDovL3d3dy5jb21vbi5kay9pbmRleC5waHAvbmV3cy9zaG93L2lkPTMzMzkw
Nyhed leveret af http://Comon.dk