Det sker fra tid til anden, at internetdebatter eskalerer til useriøse meningsudvekslinger, der drukner i et hav af unævnelige gloser.
Men skal det være nok!
Amerikanske softwareudviklere er i færd med at udvikle et filter, der skal sortere de ufine gloser fra.
Projektet har fået navnet http://stupidfilter.org/main/index.php. Populært sagt skal Stupidfilter gøre det samme mod idiotiske kommentarer, som spamfiltre gør mod uønskede mails.
I korte træk skal programmet opsnappe dumme og ligegyldige kommentarer, inden de publiceres. Forfatteren får teksten kastet tilbage i hovedet, så han får en chance for at formulere sig lidt mere intelligent.
I øjeblikket kæmper programmørerne med at definere det filter, der skal bruges. For det kan selvfølgelig være svært at skelne mellem ironi, stavefejl, forkortelser og decideret uønskede kommentarer. Nogle af midlerne bliver statistiske beregninger og et korps af menneskelige moderatorer, der kan tilmelde sig på http://stupidfilter.org/apply.php.
På skabernes hjemmeside indrømmer de, at der er tale om et elitært tiltag. Men som der står i projektets FAQ: Det er meningen med det hele!
De definerer i øvrigt uønskede kommentarer som kommentarer udelukkende med store bogstaver, for meget sms-sprog, overdreven brug af udråbstegn eller forkortelser som "LOL".
Skaberne oplyser, at de vil lancere et Firefox plugin og et ditto til blogportalen Wordpress næste år. Men projektet er open source, så vi kan forvente at se filteret implementeret andre steder. Allerede inden årets udgang skulle den første kode være på gaden.
Filteret er indtil videre kun planlagt på engelsk.
Link: http://warehouse.ncom.dk/lbb.php/1001/569865214/MjAwNy0xMS0wOSxod3Rkaw==/aHR0cDovL3d3dy5jb21vbi5kay9pbmRleC5waHAvbmV3cy9zaG93L2lkPTMzNTAw
Nyhed leveret af http://Comon.dk