Politiet har i dag ransaget it-firmaet Comway Distribution i Sydhavnen. Ransagningen sker efter at distributøren Frode Herløv A/S har anmeldt Comway for i en periode fra marts til september uretmæssigt at have overvåget Frode Herløvs salgs- og indkøbsaktiviteter. Hos Københavns Politi vil man ikke kommentere sagen, men bekræfter, at man har ransaget hos Comway.
Overvågningen er ifølge de to involverede virksomheder foretaget af en medarbejder, som i marts i år skiftede job fra Frode Herløv til Comway. Den pågældende forlod Comway i september, og spionagen er angiveligt foregået i netop denne periode. Direktør i Frode Herløv A/S, Jan Lippert, siger i en pressemeddelelse, at der er dokumentation for, at Comway har foretaget mere end 7.000 registreringer på Frode Herløvs fakturasystem. Jan Lippert anslår,at overvågningen omfatter en omsætning svarende til 50 millioner kroner.
»Når der blev forhandlet en god aftale hjem, eller vores medarbejdere fik en ny kunde, har vi jo - set i bakspejlet måttet sande, at vi gjorde benarbejdet, mens Comway skummede fløden, idet vi igen og igen oplevede, at Comway var i stand til at stille med et totalt identisk tilbud, selv om de ikke kendte vores,« siger Jan Lippert.
Han oplyser, at han forud for politiets ransagning har orienteret Comways direktør Peter Garber om sagen,
Hos Comway bekræfter direktør Peter Garber, at han i samarbejde med politiet er ved at undersøge en sag, som vedrører en tidligere medarbejder. Comway-direktøren har i øvrigt ingen kommentarer.
Hverken hos Frode Herløv A/S, Comway Distribution eller hos politiet vil man udtale sig om, hvorvidt der er rejst sigtelse i sagen.
Frode Herløv A/S forberede nu en erstatningssag mod Comway for tab af kunder og fortjeneste.
Link: http://warehouse.ncom.dk/lbb.php/1001/3678400718/MjAwNy0xMi0wNixod3Rkaw==/aHR0cDovL3d3dy5jb21vbi5kay9pbmRleC5waHAvbmV3cy9zaG93L2lkPTMzOTIx
Nyhed leveret af http://Comon.dk