En startløn på 3000 dollar for 14 dages arbejde og hurtigt avancement til næste lønklasse, hvor man tjener 5.000 dollars hver 14. dag - det svarer til en månedsløn på 60.000 kroner, og så kommer der kommission oven i. For denne udmærkede hyre skal man blot stille sig til rådighed som "Custommer service Officer" og hjælpe nogle flinke mennesker fra firmaet OffshoreSoft Inc. med noget papirarbejde vedrørende bankkonti og overførsel af penge.
Dette gode tilbud er i de forløbne dage fremsendt til hundredevis af danskere, der har opgivet deres kontaktinfo hos Jobindex.dk.
Rekrutteringsmails til jobbet som phishing-assistent ? også kaldet muldyr ? er ikke noget nyt, men det er tilsyneladende første gang, at jobtilbuddet promoveres af et seriøst rekrutteringsfirma.
Karrieren som "Custommer service Officer" skal ifølge opslaget foregå hos et australsk firma, der ifølge sin hjemmeside lever af at udvikle og forhandle software. Det er dog en dårlig ide at gå særligt langt med dén karriere, siger Peter Kruse, direktør for it-sikkerhedsfirmaet CSIS, til ComON.
»Det er helt klar en rekruttering til muldyr, som skal stå for transaktionerne ved et eller andet kriminelt plot. Muldyrene er de laveste i hierakiet, og det er en stilling, hvor man næsten er 100 procent sikker på at blive fanget. Muldyret er ham, der står med alle forklaringsproblemerne, og vi har allerede danske erfaringer for, at man nemt ender med håndjern på,« siger han.
En ComOn-læser, Henrik Svendsen, der modtog rekrutteringsmailen, har kontaktet Jobindex og det førte her til formiddag til et svar, hvoraf det fremgik, at Jobindex nu har fjernet det pågældende firma.
»Jobindex beklager den ulejlighed, som denne useriøse henvendelse måtte have forårsaget,« hedder det i svarmailen fra Jobindex.
Ulejligheden kan i værste fald bestå af fængselsstraf og milliongæld. Derfor undrer Peter Kruse sig over, at Jobindex ikke gør mere ud af at kontrollere, hvem der opretter sig som arbejdsgivere, og hvad de forsøger at rekruttere folk til.
»Det er nok første gang herhjemme, vi har set et jobsite misbrugt til rekruttering af muldyr, men det er helt sikkert noget, vi kommer til at se mere til fremover. I udlandet er det allerede sket i mange tilfælde ? og nu overføres den succes, der har været i andre lande, til danske forhold,« pointerer Kruse.
Hos Jobindex siger direktør Kaare Danielsen, at selskabet flere gange har fjernet jobopslag fra OffshoreSoft Inc, men at bagmanden hver gang opretter en ny med en ny profil og mailadresse. Han erkender, at konsekvenserne kan blive ubehagelige for de Jobindex-brugere, der hopper på limpinden ? men selvom den pågældende mail er sendt til hundredevis af sitets brugere, er firmaet tilbageholdende med at skærpe kontrollen.
»Vi har i over ti år kørt med en åben ordning, hvor en arbejdsgiver kan oprette sig på alle tider af døgnet og straks gå i gang med at søge efter kandidater. Det er første gang, vi oplever det her, og vi er nu gået i gang med at se, hvordan vi skal løse problemet, men umiddelbart vil vi helst fortsætte med at være så åbne som muligt,« siger han til ComON.
Kaare Danielsen vil orientere samtlige brugere på sitet om muldyrs-sagen i en planlagt mailudsending i morgen tirsdag.
Jobindex er Danmarks største jobsite med omkring 150.000 brugere, en omsætning på omkring 100 millioner kroner og 70 medarbejdere.
Link: http://warehouse.ncom.dk/lbb.php/1001/4024574040/MjAwNy0xMi0xMCxod3Rkaw==/aHR0cDovL3d3dy5jb21vbi5kay9pbmRleC5waHAvbmV3cy9zaG93L2lkPTMzOTU1
Nyhed leveret af http://Comon.dk