Der er stor forskel på, hvor man kan få fibernet, fremgår det af IT- og Telestyrelsens seneste opmåling.
Således er der langs den gamle hærvej i Syd- og Midtjylland gode muligheder for at blive tilsluttet fibernettet, mens det er langt sværere i regionen Nordjylland.
Men i alt kan 310.000 husstande få fibernet indenfor en overskuelig periode. Det svarer til hver tiende dansker, og i forhold til sidste år er det en forøgelse på to procent.
»For de her 310.000 husstande vil det tage mellem en måned og et halvt år at få fibernettet oprettet, udført det sidste gravearbejde, få hul i muren og sat boks op,« forklarer Morten Baadsgaard Trolle, der er fiberkonsulent hos Dansk Energi.
For husstande, der er uden for de byområder, hvor der allerede er lagt fiber i jorden, kan det tage et år eller mere at få fiber.
Men nogle områder er vel stedt. De danske elselskaber har besluttet at bruge mindst 10 milliarder kroner på at etablere den nye infrastruktur, men nogle elselskaber går mere drastisk til værks end andre. For eksempel vælger nogle elselskaber at etablere fiber i de områder, hvor gravemaskiner alligevel skal lægge elkabler i jorden. Således har en række sommerhusområder på den sjællandske nordvestkyst fået lagt fiber ud.
I byer som Dronningmølle, Vejby, Tisvildeleje, Liseleje, Væggerløse, Lintrup, Grindsted og Ikast kan alle få fiber.
Nogle gange har efterspørgslen dog været så stor, at elselskaberne har satset.
»I Jylland har man det, man kalder fibernetbyer, det er hvor interessen har været rigtig stor, og så tør de godt at grave ud der. Der er enkelte eksempler på, at praktisk talt alle i en lille provinsby har taget imod tilbuddet om fiber,« siger Morten Baadsgaard Trolle.
Lige nu afhænger udbrededelsen af fiberet dog af andet end forretningsstrategi og økonomi.
»Hvis vi får en hård isvinter, så vil vi ikke kunne få en spade i jorden, og så må vi vente på det lune forår med at grave videre. Der er ikke så mange der tænker over det, men det betyder rigtig meget,« beretter Morten Baadsgaard Trolle.
Link: http://warehouse.ncom.dk/lbb.php/1001/846526941/MjAwNy0xMi0yMCxod3Rkaw==/aHR0cDovL3d3dy5jb21vbi5kay9pbmRleC5waHAvbmV3cy9zaG93L2lkPTM0MTE2
Nyhed leveret af http://Comon.dk