Godt et år efter lanceringen af Windows Vista kan Microsoft nu glæde sig over, at der er solgt 100 millioner licenser af operativsystemet. Det fortalte Bill Gates under sit keynote-indlæg på Consumer Electronics Show (CES) i Las Vegas i nat dansk tid. Men tallet skal læses med store forbehold, og Windows XP er stadig langt mere udbredt end Vista.
Hvis man skal tro Microsoft, så viser de nye tal, at Vista sælger bedre end Windows XP. I det første år efter lanceringen i 2001 blev der solgt 67 millioner Windows XP-licenser, mens Vista altså er solgt i 100 millioner eksemplarer på et år. Men dengang var pc-markedet også mindre end i dag, så tallene kan ikke direkte sammenlignes.
Dertil kommer, at Microsoft ikke har oplyst, hvor mange af de 100 millioner Vista-licenser der er solgt sammen med fabriksnye computere, og hvor mange brugere der har valgt at opgradere deres eksisterende XP-systemer til Vista. Mange brugere, der har forsøgt at opgradere til Vista, har klaget over problemer med kompatibilitet med ældre hardware og programmer.
Det er også svært at sammenligne med udbredelsen af Windows XP, for Microsoft vil ikke længere give tal for salget af XP-licenser. Men IDC anslår, at antallet af solgte XP-licenser var på 400 millioner i starten af 2006, og i dag er det sandsynligvis meget højere.
I sommeren 2007 vurderede OneStat.com, at Vista havde en forsvindende lille markedsandel på 3,4 pct., mens XP stadig lå på 83,3 pct.
Link: http://warehouse.ncom.dk/lbb.php/1001/894940731/MjAwOC0wMS0wNyxod3Rkaw==/aHR0cDovL3d3dy5jb21vbi5kay9pbmRleC5waHAvbmV3cy9zaG93L2lkPTM0MjI0
Nyhed leveret af http://Comon.dk