Nu bliver det lettere for danske musikere at stille deres værker gratis til rådighed for ikke-kommerciel brug på nettet. Det er organisationen KODA (KOmponistrettigheder i DAnmark), som nu starter en forsøgsordning med Creative Commons-licenser.
Normalt kan man som medlem af KODA ikke benytte sig af denne form for licenser, fordi medlemmerne skal acceptere, at det kun er KODA, der kan indgå licenser om musikværkerne.
Nu gives der mulighed for, at medlemmerne selv kan bestemme, hvis de ønsker nogle af deres værker licenseret under Creative Commons.
»Vi har taget dette initiativ, fordi vi i KODA gerne vil øge fleksibiliteten for vores medlemmer, så de kan lade deres musikværker blive brugt i forskellige sammenhænge, hvor der ikke skal betales for det. KODA er en vigtig del af musikkens infrastruktur, og derfor føler vi en forpligtelse til at gøre det muligt for de enkelte kunstnere selv at bestemme, hvad de vil med deres rettigheder,« siger Martin Gormsen, vicedirektør i KODA.
Creative Commons har udarbejdet nogle retningslinjer for, hvad der er ikke-kommerciel brug. Det betyder blandt andet, at musikbrug kun er ikke-kommerciel, hvis musikken bruges af en privatperson eller visse foreninger, og der må ikke modtages pengebeløb eller andre værdier som betaling for musikken.
Link: http://warehouse.ncom.dk/lbb.php/1001/2877451736/MjAwOC0wMS0yNSxod3Rkaw==/aHR0cDovL3d3dy5jb21vbi5kay9pbmRleC5waHAvbmV3cy9zaG93L2lkPTM0NTA1
Nyhed leveret af http://Comon.dk