Hvis man skal tro det amerikanske selskab Square Trade, så er der fejl i hver sjette Xbox 360 fra Microsoft. Hos Square Trade kan man købe en ekstra-garanti til sine elektroniske produkter, som giver større dækning end det, der tilbydes fra producenten. Square Trade har dermed samlet meget præcise tal for, hvor hyppigt der optræder garantisager med produkter fra forskellige producenter.
Og det er især Xbox 360, der gør sig uheldigt bemærket. Ifølge Square Trade er det 16,4 pct. af alle Xbox 360-ejere, som har taget garantien i brug, mens tallet for Nintendo Wii og Sony PlayStation 3 kun er på 3 pct., hvilket er mere normalt for forbrugerelektronik.
Der har været rygter om, at helt op til en tredjedel af alle Xbox 360 konsoller er ramt af tekniske fejl, mens Microsoft selv har sat tallet til de normale 3 pct.
Det er angiveligt problemer med overophedning, der tager livet af konsollen i utide. Square Trade oplyser at de fleste problemer er optrådt i den oprindelige hardware-version af konsollen, kaldet Zephir, som senere er blevet erstattet af den nyere Falcon-udgave.
Hvis man køber en Xbox 360 i dag, skulle sandsynligheden for at få fat i en fejlbehæftet konsol dermed være mindre. Det menes dog, at grafikchippen fra AMD/ATI kan være ansvarlig for problemet med overophedning, og den er identisk i Zephir og Falcon.
Først den næste version, Jasper, der kommer til august, har fået en helt ny grafikchip.
Link: http://warehouse.ncom.dk/lbb.php/1001/1934273617/MjAwOC0wMi0xNCxod3Rkaw==/aHR0cDovL3d3dy5jb21vbi5kay9pbmRleC5waHAvbmV3cy9zaG93L2lkPTM0ODAz
Nyhed leveret af http://Comon.dk