Der har været mange rygter i omløb, men nu er det ganske vist. Intel har brugt enorme ressourcer på at udvikle næste generation af programmerbare grafikprocessorer. Lige pt. ligger nVidia langt fremme med deres CUDA teknik, der muliggør at dele af grafikkortet kan sættes op som en multicore CPU, og dermed generere enorme mængder regnekraft. Der er dog stadig begrænsninger i CUDA i og med at andre dele af grafikkortet stadig har "bundne" opgaver, og det kræver også CUDA uddannede programmører for at få det fulde udbytte af teknikken.
Det forsøger Intel nu at eliminere ved at lave en 64bit x86 kompatibel grafikprocessor. I stedet for kun at lave dele af GPU'en programmerbar, er Larrabee i princippet en samling x86 cpu'er, der kan programmeres individuelt til at agere som den del af grafikkortet, der er brug for til en given opgave.
Det betyder i praksis at man kan flytte rundt på antallet af pixelshadere, vertexshadere, og alt det andet sådan en GPU består af, efter behov. Så mens du sidder og spiller F.E.A.R. justerer grafikkortet selv om der skal bruges mere kraft på at beregne lys/skygge, eller om der skal bruges kræfter på at flytte partikler i en eksplosion. Vel at mærke fra billed til billed.
Lyder det indviklet, tjaeh. Men det rigtig geniale ved Larrabee er at man kan sætte en hvilken som helst programmør der kan lave programmer til x86, til at programmere spil. Og da Larrabee samtidig er 100% softwarebaseret åbner det mulighed for at der kan komme seriøst gang i udviklingen.
Og samtidig betyder arkitekturen at du i dit grafikkort kan have eksempelvis 64 fuldt programmerbare x86 cpu'er til rådighed. Det er noget der rykker i forsknings sammenhænge og andre steder hvor der skal tygges på meget store mængder såkaldt parrallelle data. Og med x86 strukturen i ryggen kan man bruge eksisterende værktøjer til at udvikle med.
Vi har naturligvis ingen benchmarks fra et fuldt fungerende Larrabee baseret grafikkort, men den grundlæggende ide er revolutionerende. De første grafikkort forventes på markedet om et års tid.
kilde: Intel