Hvordan laver man det bedste grafikkort på markedet? Ifølge AMD tager man sine to bedste GPU'er, og smider dem på samme print.
Princippet er set før med AMD's eget HD3870X2, men nVidia har også haft lignende kort med 7950GX2 og 9800GX2 kortene.
Hvorvidt man synes denne opbygning er gal eller genial, vil jeg lade være op til den enkelte. Der er ulemper ved dette, men så absolut også fordele.
Ulemperne er selvfølgelig at spillene skal understøtte Crossfire for at man får ekstra ydelse ud af den ekstra GPU. Desuden er strømforbruget ikke særlig pænt.
Af fordele kan det dog nævnes, at selvom 2 GPU'er på ét print selvfølgelig bruger mere strøm end et almindeligt HD4870 kort, så er der rigtig mange andre komponenter, som der kun skal bruges 1 af - så det er billigere at producere 1 stk HD4870X2 end 2 stk HD4870 - og det bruger i øvrigt ikke dobbelt så meget strøm som man ellers kunne frygte.
Det skal i øvrigt siges at dette kort IKKE bare fungerer som et HD3870X2 kort, bare med nye GPU'er. Der er kommet en ny PCI Express bridge, som forbinder de 2 GPU'er, der er dobbelt så hurtig som den gamle. Endvidere skulle kortet også have en slags direkte forbindelse mellem GPU'erne, såkaldte "Sideports", som til sammen øger den maksimale båndbredde fra 6.8 GB/s på HD3870X2, til 21.8 GB/s på HD4870X2.
Dette skulle altså gerne gøre udnyttelsen af den ekstra GPU langt bedre end tidligere - så det lyder alt sammen ganske lovende.
Og strømforbruget? Et stk. HD4870 bruger 160W max og et HD4870X2 bruger max 286W - i øvrigt kun ca. 50W mere end nVidias GTX280 grafikkort, som jo gerne skulle blive ourperformet ganske pænt.
Kortet har i øvrigt en framebuffer på 2GB ram(!), der reelt set dog "kun" svarer til 1GB, da samme data skal ligge på begge GPU'ers RAM ved CrossFire - men 2GB er nu alligevel ret voldsomt.
Og trods de mange RAM, det store print, samt de 2 GPU'er, er HD4870X2 ikke så dyrt, som vi eksempelvis kender det fra nVidias 9800GX2 grafikkort(m. 2 GPU'er) - og endda ikke så meget dyrere end GTX280. Det dyreste på et grafikkort er nemlig selve GPU'en, som er dyrere, des større den er. Og her fylder selv 2 RV770 GPU'er til sammen mindre, end én GTX280 chip - imponerende!
Ydelsen for dette kort er selvfølgelig også ganske pæn. Vi er pt. i gang med selv at teste kortet, så vi har ikke vores egne tal endnu. Men her er et par af de benchmarks som er i AMD's pressemateriale.
Prisen ventes i øvrigt, at ligge på lidt over de 3000 kroner - hvilket slet ikke er slemt, for et voldsomt kort af denne kaliber.
En anden spændende ting er i øvrigt, af der denne gang kommer en mindre og billigere version af R700. Hvorimod kun ASUS fik lov til, at lave et HD3850X2, som vi testede her på HWT, kommer der nu officielt et HD4850X2.
Dette vil have en GPU clock frekvens på 625MHz kontra storebroderens 750MHz, samt 2GB GDDR3-RAM, der næsten halverer rambåndbredden kontra HD4870X2'et. Til gengæld vil strømforbruget ligge lige under nVidias GTX280, og så vil prisen formentlig ligge lige omkring samme kort.