Intel OC event - stockholm 2008
Introduktion... Her i weekenden var HWT's udsendte overclocker, vanovich, og undertegnede oppe til en omgang ekstrem overclocking ved Intel's hovedkvarter i Stockholm for at benchmarke deres nyeste processor, Intel Core i7 (kodenavn Nehalem), der efter planen lanceres i november.
I torsdags tog Ivan over til mig i København, så vi kunne være klar tidligt næste morgen, hvor vi klokken kvart i syv skulle med tog over til Malmö for at hente vores lejebil. Efter et kort ophold (læs morgensmøg og kaffe) i Malmö, begav vi os på vej mod Stockholm. Vi havde på forhånd aftalt et par pauser undervejs til lige at få strakt benene og trække en smule frisk luft. Turen til Kista-industriområdet nord for Stockholm forløb uden de store problemer, da jeg mere eller mindre kunne huske vejen fra sidste år. Små 6 timer senere trillede vi ind på hotellets parkeringsplads og fik arrangeret indlogering på Mr. Chip Hotel, der ligger få hundrede meter fra Intel Sverige.
Netop ankommet til Intel Sverige i Kista ved Stockholm Vi fik hurtigt smidt vores medbragte rygsække ind på hver vores værelse, før vi på ny stod nede ved bilen og bugserede den mere omfattende oppakning ud af bagagerummet. Det lykkedes dog til sidst, og med lidt slid og slæb stod vi omsider i receptionen, hvor Thomas fra Intel stod klar til at byde os velkomne.
Mange af de andre var kommet en time i forvejen; Nordmændene var kørt noget tidligere af sted, mens Finnerne og Nosferatu hver havde taget flyveren, dog med et minimum af medbragt udstyr. Svenskerne var som altid de første på pletten.
Som udgangspunkt var der hverken præmier eller lignende på højkant, dette var udelukkende en mulighed for at teste hvad Intel's kommende flagskib kunne præstere. Til gengæld er processorerne underlagt NDA, hvorfor vi endnu ikke kan offentliggøre hastigheder eller andre værdier i forhold til ydelsen.
Overclocking hos Intel 2008 Der var inviteret overclockere fra alle vores nordiske nabolande: Vanovich, xt0m og Nosferatu (Danmark) - Kinc, Delph1, Elmor og Öjvind (Sverige) - **DP** og aspstein (Norge) - Sampsa og SF3D (Finland)
Svenskerne og Finnerne havde allerede stillet deres ting op, da de resterende hold hurtigt fik anvist en plads i de andre ventilerede laboratorier - den ekstra kraftige aircondition medvirker til at reducere chancen for kondens. Modsat sidste år havde Intel denne gang sørget for at indkøbe rigeligt flydende kvælstof til weekenden: Hele 400 liter. OCZ havde sponseret en større mængde DDR3-1600 moduler, Asus havde som Intel sørget for X58-bundkort mens Thermalright stillede med en bunke Ultra 120 Extreme.
Intel's kantine komplet med storskærm og high-end computere Før vi alle gik i gang bød Intel dog på en bid mad, og efterfølgende blev der kort talt indbyrdes om hvilke benchmarks, man ville køre, herunder naturligvis 3DMark Vantage. Det stod også hurtigt klart at det danske hold ligesom det svenske ville køre to systemer samtidigt. Derfor startede vanovich og jeg med et Intel SmackOver, idet Peter allerede var begyndt med montering af et Asus P6T Deluxe. På nær Sverige og Finland (som var klar i forvejen) startede alle hold med luftkøling, mest for lige at få installeret det mest nødvendige, før der blev skiftet til LN2-pots.
Thomas fra Intel (t.v.) hjælper xt0m (t.h.) med at tanke LN2 Når jeg nu ikke kan komme nærmere ind på ydelse eller hastigheder, så lad os bare sige, at det lykkedes samtlige hold at presse Core i7-platformen til den yderste. Alt i alt var det meget jævnbyrdigt fordelt; Der var ingen resultater, der som sådan skilte sig ud fra mængden.
Selve formålet med eventet var egentlig blot at sætte en række nye rekorder med den kommende serie af processorer, og det må jeg sige lykkedes for både vanovich, Nosferatu og mig.
Asus P6T Deluxe med pot fra LittleDevil Ingen overclocking uden passende afslapning: Her er det Sampsa, der giver Elmor bank i Intel's Formel 1 simulator, som også står oppe i kantineområdet, hvor Futuremark tickeren kørte på projektoren.
Vi bringer selvfølgelig en opdatering med vores resultater i de forskellige applikationer, så snart Intel løfter embargo (NDA) på deres Core i7-processor. Det kommer nok til at ske hen ved starten af november.
Asus var dog så venlige at give os et P6T Deluxe med hjem, så forvent et review af dette glimrende bundkort i nærmeste fremtid!
Artikel skrevet af xt0m