Europas kulturarv på din PC

Diverse d.  19. november. 2008, skrevet af The Boss 4 Kommentarer.  Vist: 538 gange.

Europeana





Europas online multimediebibliotek, Europeana, bliver torsdag åbnet for offentligheden. På www.europeana.eu kan internetbrugere fra hele verden nu få adgang til over 2 millioner bøger, kort, lydoptagelser, fotos, arkivalier, malerier og film fra nationalbiblioteker og kulturinstitutioner i de 27 EU-medlemsstater. Europeana åbner nye muligheder for udforskning af Europas kulturarv. Alle, der er interesserede i litteratur, kunst, videnskab, politik, historie, arkitektur, musik og film, får via en web-portal, der findes på alle EU-sprogene, gratis og hurtig adgang til Europas største samlinger og mesterværker i ét eneste virtuelt bibliotek.

Men det er kun begyndelsen. I 2010 vil der i Europeana være adgang til mange millioner objekter, der repræsenterer Europas rige og forskelligartede kultur, og der bliver interaktive områder, f.eks. for grupper med særlige interesser. Fra 2009 til 2011 har EU afsat ca. 2 millioner EUR om året til projektet. Kommissionen har også planer om at inddrage den private sektor i den efterfølgende udvidelse af Europas elektroniske bibliotek.

Til prototypen, som lanceres på åbningsdagen, bidrager Danmark meget beskedent, men fra 2009 vil især Det Kongelige Bibliotek begynde at lægge perler fra sine unikke samlinger af kort og billeder, noder, bøger og manuskripter ud på Europeana. Statsbiblioteket, TV2s arkiv, Biblioteksstyrelsen og de danske museer er ligeledes partnere i projektet, og flere andre statslige kulturinstitutioner ventes at tilslutte sig senere.

Det øvrige Europa er rigt repræsenteret. Mere end 1000 kulturorganisationer har leveret materiale til Europeana. Europæiske museer, heriblandt Louvre i Paris og Rijksmuseum i Amsterdam, har leveret digitaliserede malerier og objekter fra deres samlinger. Statslige arkiver har stillet vigtige nationale dokumenter til rådighed, og Frankrigs Institut National de l'Audiovisuel har leveret 80.000 radio- og tv-programmer fra det 20. århundrede, helt tilbage til de allerførste filmoptagelser fra slagmarkerne i Frankrig i 1914. Nationalbiblioteker har bidraget med trykt materiale og manuskripter, heriblandt digitaliserede eksemplarer af de store værker, der satte nye idéer i verden.

I 2009-2010 bliver der fra EU's forskningsprogram givet ca. 69 millioner EUR til forskning i elektroniske biblioteker. I samme periode tildeles der fra informationssamfundstemaet under programmet for konkurrenceevne og innovation ca. 50 millioner EUR til at skabe bedre adgang til Europas kultur- og videnskabsarv.

Europeana består rent konkret af et fælles netværk - styret af et centralt team på det hollandske Koninklijke Bibliotheek - plus en søgeportal, hvor brugerne kan boltre sig.

Europeana vil med sit kvalitetsniveau og omfanget af det materiale, der stilles til rådighed sætte ny målestok for digitalisering og dermed tilgængeligheden af Europas kulturarv. Se mere på www.europeana.eu
Sito1000
 
Overclocker
Tilføjet:
19-11-2008 17:36:15
Svar/Indlæg:
11/4
Nice :D


mfcods
 
Elitebruger
Tilføjet:
19-11-2008 17:46:59
Svar/Indlæg:
4222/223
fedt!


1EaR
 
Elitebruger
Tilføjet:
19-11-2008 19:46:48
Svar/Indlæg:
5750/124
fanme fedt... det bliver da kun et mega plus i fx skolerne 😲


CrazyEyes^DK
 
Elitebruger
Tilføjet:
19-11-2008 23:33:12
Svar/Indlæg:
2388/52
#3
Ja det bliver langt nemmere at finde info i samf B !!!