Året 2008 var et skidt år for danske Zepto, som det også var det for mange andre firmaer. I starten af året forventede Zepto en omsætning på 280 millioner og et overskud på 11 millioner.
Det viste sig at gå anderledes, og i sommeren nedjusterede Zepto forventningerne, og forventede på daværende tidspunkt et stort rundt nul på bundlinjen. Med efterårets og finanskrisens komme skulle det dog blive værre, og de seneste forventinger er et underskud for 2008 på omkring 15 millioner kroner.
Det dårlige resultat for 2008 skyldes ifølge Zepto selv en lavere omsætning på udenlandske markeder end forventet, samt problemer med leverandører.
Ifølge seneste børsmeddelse, skulle året 2009 dog tegne til at blive væsentligt bedre end sidste år. Zepto forventer således allerede fra April at driften resulterer i et overskud, og forventer set over hele året et overskud på 5 millioner. Året 2008 bød på en række investeringer og lanceringen af en ny serie af notebooks, og Zepto forventer altså at dette vil bidrage til at overskud i år. Desuden skulle driften være effektiviseret og fokus er skiftet primært til hjemmemarkedet og de nærtliggende markeder i Norden og det nordligste Europa.
Argumenterne bag denne udmelding virker rimelige, idet man ikke må forvente større investeringer i år. Med tanke på den nuværende lave vækst og købelyst, kunne man dog godt frygte at forventningen om et overskud ikke går i opfyldelse. Tiden må vise om Zepto igen har sat forventningerne for højt, men det tegner i hvert fald til at Zepto kommer helskindet igennem krisen.
Kilder:
http://www.crn.dk/nyheder/Zepto_varsler_stoerre_2008-underskud-1.21746
http://zepto.dk/Files/15_Presse_2_Budget%202009_020209.pdf