Det er netop blevet offentliggjort at danske Zepto indgår et såkaldt strategisk samarbejde med Rosenmeier Electronics.
Denne alliance betyder, at Rosenmeier Electronics kommer til at producere dele til Zepto, og at de samtidig bliver distributør for Zeptos produkter. Med Rosenmeiers 4.000 forhandlere ligner dette godt nyt for Zepto, der nu vil kunne nå ud til endnu flere kunder.
Aftalen skulle angiveligt betyde, at Zepto i fremtiden kan tilbyde kunderne nye produkter i form af stationære computere til hjemmebrug.
"Aftalen betyder, at Zepto står stærkt i forhold til B2B markedet, fordi vi i kraft af samarbejdet med Rosenmeier får en betydelig større kapacitet. Ydermere bliver vores salg styrket med Rosenmeier som landsdækkende distributør af Zeptos produkter," udtaler Lasse Frost, administrerende direktør, Zepto, i en pressemeddelelse.
også Rosenmeier ser store muligheder i det nye samarbejde, der giver dem et helt nyt og kendt varemærke samtidig med at de får mulighed for at trække på Zeptos erfaring og viden.
"Vi ser rigtig mange fordele i samarbejdet. Rosenmeiers store kapacitet betyder, at vi vil være i stand til at være mere fleksible, end Zepto alene har været - og sammen vil vi kunne få endnu bedre priser på komponenterne," udtaler Jørn Rosenmeier, administrerende direktør Rosenmeier Electronics.
Man må så sandelig sige at der sker nogle ting i Zepto for tiden, men efter dårlige økonomiske resultater i den seneste tid, er dette også hårdt tiltrængt.