Her halvanden måned efter AMD's storstilede lancering af den kraftfulde Radeon HD5800-serie, er der fortsat mangel på grafikkort på hylderne verden over.
Næsten alle butikker melder om udsolgt af både Radeon HD5870 og HD5850 - og der er ingen umiddelbar udsigt til bedring. Som det fremgår i vores anmeldelser af de 2 nye grafikkort, er det nogle seriøst gode produkter; et must-have, hvis man vil have sig en ny PC.
Af samme grund er efterspørgslen på de nye kort naturligvis stor. Men hovedårsagen til manglen på kort er, at TSMC, som producerer GPU'erne, har store problemer med kvaliteten af produktionen. Problemer der resulterer i, at yields er meget dårlige på Cypress(HD5870/HD5850 GPU'en); helt nede omkring 40-50%, hvis man skal tro rygterne. Det vil med andre ord sige, at over halvdelen af de producerede chips er defekte. Hvilket gør produktionen af de nye kort, til en både kostbar og langsommelig affære.
TSMC har gennem længere tid øvet sig på firmaets 40nm-produktion, med AMD's HD4770, der ifølge AMD skulle modne 40nm-teknologien, så den var klar til HD5800. Dette har dog ikke umiddelbart været succesfuldt.
Internetmediet
Xbitlabs skrev ellers, at yields på TSMC's 40nm-produktion var oppe på 60%, for bare få måneder siden. Ifølge rygterne, skulle forholdene altså have forværret sig siden da. Dette nægter TSMC dog selv, men erkender dog, at produktionsforholdene ikke har været i bedring, de sidste par måneder.
Produktionen af den eftertragtede Cypress-GPU, forventes at være forbedret i begyndelsen af 2010. Indtil da, må vi nok leve med, at vente i ugevis på et eksemplar af Radeon HD5870 og HD5850.
Links til kilder:
http://www.xbitlabs.com/news/other/display/20091109232633_TSMC_Denies_Huge_40nm_Yield_Drop.html
http://ing.dk/artikel/103963-fejlramt-taiwan-fabrik-giver-mangel-paa-hurtige-grafikchip
http://www.fudzilla.com/content/view/16255/1/
http://www.xbitlabs.com/news/other/display/20090730222010_TSMC_s_40nm_Yields_Improved_to_60_Company.html