Sony's PlayStation 3 er blevet en populær maskine - selvfølgelig først og fremmest som spillekonsol og Bluray-afspiller, men faktisk er der også en del, som bruger dem med fx Linux som styresystem.
Men denne funktion - at man kan installere andet OS - er nu blevet slået fra med en firmware-opdatering, som installeres automatisk, når PS3 går på nettet. Grunden er angiveligt, at funktionen kan bruges til ulovligheder, såsom at bruge piratkopieret materiale.
Men det betyder også, at nogle brugere ikke længere får det, de har købt maskinen til. Og der er da også allerede folk, der nu sagsøger Sony for netop dette - hvilket nok ikke er den store overraskelse.
Men det er måske mere overraskende for Sony, at det også giver problemer for det amerikanske flyvevåben. U. S. Air Force har indkøbt over 2000 PS3 til et labaratorium, hvor de arbejder sammen som en supercomputer - hvilket selvfølgelig kræver "install other OS".
Umiddelbart er det ikke noget problem, for PS3 "supercomputeren" er ikke koblet på nettet. Men problemet kommer, hvis én af enhederne bliver defekt og skal skiftes ud.
Det er jo egentlig det gamle dilemma - i kampen mod pirater rammer man ofte de lovlydige brugere hårdest...
Link: http://www.tgdaily.com/games-and-entertainment-brief/49779-ps3-firmware-update-causes-headaches-for-us-air-force