Som følge af det voldsomme jordskælv i Japan i sidste uge, er nervøsiteten på markederne for elektroniske komponenter øget. Som en direkte konsekvens af dette, stiger prisen på RAM.
Ifølge Michael Lysholt Nielsen, der er landechef for Kingston, er nogle opkøbere begyndt at hamstre komponenter - enten for at sikre at man kan få fat i komponenterne eller for at spekulere i prisstigninger.
Indtil videre er der ikke nogen reel mangel på komponenter, men usikkerheden om hvad der vil ske med det japanske fabrikker, og frygten for en eventuel mangel får altså nu priserne til at gå i vejret.
RAM ventes ikke at være det eneste der stiger i pris, og specielt frygten for en atomkatastrofe på Fukushima-værket kan få priserne til at stige. Det anslås nemlig af Digitimes at Japan står for omkring 60 procent af verdens produktion af Silicium Wafere, der bruges i næsten alt elektronik. Endvidere sker mere end en tredjedel af denne produktion, på producenten SEHs fabrik i Shirakawa, der ikke ligger langt fra Fukushima-værket.
Kilde:
http://www.comon.dk/nyheder/ram-priser-stiger-i-danmark-efter-japansk-jordskaelv-1.419768.html