I dag er dagen, rigtig mange nørder har ventet på - dagen, hvor Apple efter alt at dømme lancerer en ny iPhone, til arrangementet med det klingende navn "Let's talk iPhone". I skikkelse af Apples relativt nyslåede direktør, Tim Cook, vil Apple altså "snakke iPhone"; med mindre at den kultiske Steve Jobs overrasker, som ved iPad2-lanceringen, hvor han også stod for lanceringen, trods hans persistente kræftsygsom.
Præcis hvad det er, Apple vil lancere, er traditionen tro fuldstændig hemmeligt. Og det selvom en prototype af den nye iPhone, angiveligt blev glemt i en brandert af en Apple-medarbejder, på en Tequilabar i San Francisco. Dog kan det undres, at denne prototype sank fuldstændigt i jorden - selvom visse hævder at den blev afsat på CraigsList til 200$ - og mange mener, at det er usande rygter, opstået i kølvandet på en lignende episode med en iPhone4-prototype, der i sin tid blev glemt på en bar.
Alligevel er der nogenlunde konsensus omkring specifikationerne på den nye - eller de nye - iPhone(s). De fleste mener, at den nye "iPhone 5" vil have en højopløst skærm på cirka 4", en dualcore A5 processor kendt fra iPad2, samt en intern hukommelse på 32 og 64GB. Ydermere vil skærmen gå helt ud til kanterne i siden, og så vil den sandsynligvis være i et unibody-kabinet - altså i ét stykke aluminium, som på fx. Macbook - hvilket skulle muliggøre at lave en tyndere og lettere iPhone. Endvidere vil der muligvis komme en billigere iPhone 4S, som rygtes til at være i samme design som iPhone 4, blot med A5-processor.
Vi holder jer naturligvis opdateret, når Apple lægger kortene på bordet. Indtil da skal i være meget velkomne til at bruge kommentartråden som rygtebørsen.