Der var engang, hvor Microsoft stort set havde monopol på computernes styresystemer. Datidens PC og PDA var henholdsvis Windows og Windows Mobile, mens mobiltelefonen var præget af en række af meget simple styresystemer. Sådan er det ikke længere. Den seneste årrække har nemlig ændret hele den måde vi tænker computerenheder på. Mobiltelefonen og PDA'en er blevet til en smartphone, og den konventionelle bærbare computer er for alvor blevet udfordret af tablet'en.
Mobile styresystemer rykker frem
De touchstyrede enheder har for alvor sat skub i diversiteten af operativsystemer. I løbet af få år opstod både iOS, Android og Microsofts eget Windows Phone, der er radikalt anderledes end Windows Mobile.
Meget tyder desuden på, at Microsoft ligeledes er truet på firmaets kernefokus - PC'en. Der bliver hele tiden solgt færre stationære computere, mens 2012 allerede nu ser ud til, at blive Ultrabook'ens år, med små tynde bærbare computere. Computere, der ikke nødvendigvis behøver en processor med x86-instruktionssæt, eller et traditionelt Windows styresystem. Allerede nu har vi set ASUS fusionere den bærbare computer med tablet'en, med ASUS TransFormer Prime, der kører Android.
X86 på retræte?
ARM-processorer, som benyttes i smartphones og tablets, der er langt mere energieffektive end de konventionelle CPU'er, er det nye sort. Lige præcis derfor kommer Windows 8 i en udgave til ARM-processorer, der kommer til at ligne Windows Phone; og Apples styresystemer, iOS og Mac OS, nærmer sig konstant hinanden: Næste Mac OS, kaldet Mountain Lion, får angiveligt endnu flere iOS-elementer i sig, end den nuværende Lion allerede har. Desuden skulle Android 5.0 kaldet Jelly Bean, der skulle lande til sommer, nærme sig Chrome OS.
De traditionelle CPU-producenter, AMD og Intel, er ligeledes truet på eksistensen. Trods Intel allerede ejer en licens til implementering og producering af ARM-processorer, har chipgiganten indtil videre afvist, at fravige x86-vejen. I stedet er Intel gået sammen med Google om, at tilpasse Android til x86-kompatible processorer. AMD ser til gengæld ud til, at være blødt op mht. ARM, og afviser ikke længere at licensere ARM's arkitekturer.
Alt tyder på, at 2012 bliver fusionens år. Så er spørgsmålet bare hvordan. Og hvem der får den største del af kagen.