De senere år har midterkonsollen i moderne biler været præget af en stor skærm. Både til fabriksudstyret navigation og diverse underholdningsfunktioner. På dette års CES, Consumer Electronics Show, kunne Audi dog bedyre, at de endegyldigt sætter en stopper for tendensen. Den kommende udgave af TT-modellen, cockpittet fremvist på billedet ovenfor, bliver nemlig ganske anderledes indrettet.
I stedet for et centralt placeret informationsdisplay bliver fremtiden kun at have fokus på føreren af bilen. Audi erstatter derfor de klassiske runde instrumenter, som speedometer og omdrejningstæller, med et fuldt digitalt panel bestående af en 12,3-tommer TFT-skærm, der samtidig udgør satellitnavigation med videre. Passagerer får dermed intet at fornøje sig med, idet skærmen i midterkonsollen forsvinder totalt.
Hvor gennemtænkt idéen er - især med hastighederne på eksempelvis den tyske autobahn taget i betragtning - skal vi ikke kunne sige. Det mest optimale havde sikkert været en udvidet version af heads-up-displayet, som blot kunne have fyldt en større del af bilens forrude. Vi har ladet os fortælle, at førstehåndsindtrykket ikke er helt overbevisende, men at der kan blive tale om zoomfunktioner, som mærkbart forstørrer panelets visninger.
Ifølge bilgiganten kan en noget enklere udgave af infotainmentsystemet og den begyndende digitale instrumentering opleves på den senest lancerede Audi A3-model, der dog får sine kræfter fra en Nvidia Tegra 2, som desværre kun arbejder halvt så hurtigt som en Nvidia Tegra 3-processor. Også med på tegnebrættet til at modtage digitale instrumenter er konceptbilen, Quattro, der er genoplivelsen af Audis vinder fra rallyverdensmesterskabet i 1980'erne.
Men helt bliver passagerer heller ikke snydt, for Audi har nemlig introduceret deres såkaldte Smart Display: En Google Android-tavlecomputer integreret i bilerne, som dog kan flyttes rundt og benyttes trådløst. Den 10,2 -tommer store tablet med aluminiumsskal og Nvidia Tegra 4-kredsløb kan blandt andet bruges til at kigge med på kortnavigation, til at betjene musikanlægget og opnår forbindelse ved hjælp af køretøjets eget hotspot.
Hvornår man forventer at introducere Smart Display og hvad det i givet fald vil koste, har bilfabrikanten ikke villet afsløre - men nogenlunde samtidigt med den nye faceliftede roadster er vist meget sandsynligt. Den skulle efter planerne komme på markedet i Europa i sidste kvartal i år.
Om Hardware-Test får en Audi TT med Nvidia Tegra 3 til test er endnu uklart.
Kilde(r): Engadget, Wired