Layout
Zepto har gjort meget ud af designet på deres Helios serie. Der er lagt vægt på rene ubrudte linier og eksklusive materialer. Fronten af TV’et er en stor glasplade, der står ovenpå en aluminiumsliste. Selve panelet er omgivet af en sort ramme. I midten under panelet er der skrevet Zepto med hvid skrift, og lige under er der en blå lysdiode.
Bagsiden af TV’et er lavet af et helstøbt metalskjold, hvor der er udskæringer til diverse stik. I venstre side er der composite- og S-VHS indgang, og en tænd og sluk knap. Disse skiller sig desværre lidt ud i forhold til resten af designet, men er dog tilpas skjulte til at man ikke lægger så meget mærke til det.
På hver side af TV’et er der monteret nogle LED’er der udsender hvidt lys. Dette er mere beroligende for øjnene når man ser TV i et mørkt rum. Modsat Philips Ambilight, så er lyset i Helios passivt. Men det virker meget godt og det er måske i virkeligheden en fordel at det er passivt.
Fjernbetjeningen
Selve TV’et er noget af det pæneste der findes på markedet, desværre har Zepto ikke brugt samme omhu når det gælder fjernbetjeningen. Den er lavet i sort plastik med grå knapper. Man kan på ingen måder se på fjernbetjeningen, at den stammer fra et så flot TV som Helios. Selve betjeningen er veltilpasset, dog uden at den leverer noget ud over det sædvanlige.
Man kan til Helios også tilkøbe en særlig fjernbetjening lavet i aluminium. Denne kan dog heller ikke matche TV’ets flotte design.