Test
Ergonomi
Egentlig skulle man tro at Notus A12 ville være meget svær at arbejde med, da den har et mindre tastatur end en ”normal” bærbar. Faktisk så vænner man sig rigtig hurtigt til tasterne på Notus. De har et godt tryk der på ingen måde er et problem at arbejde med i lang tid. Det eneste ankepunkt som er ved tastaturet, er Enter-tastens størrelse, da den ikke er omvendt L-formet som normalt, den er i stedet lige. Det betyder at man i starten ofte kommer til at ramme ' der er over Enter. Det er en mindre detalje som man lige skal tilpasse sig, men så går det også fint. Det kræver lidt tilvænning, men hvis man har arbejdet med en subnote før, så er Notus et af de gode eksemplarer.
Hvis man er trackpoint fan, så mangler den desværre på Notus. Der er i stedet for, en lille touchpad der dog er rimelig god. En finte er at den ser ud til at være 6x3,5cm, men hele arealet er ikke udnyttet så reelt er den 5x3cm.
Skærmen har en rigtig god kontrast og lysstyrke, som også kendes fra andre Zepto bærbare. At den er LED-oplyst giver længere batterilevetider, men det er ikke noget som man overhovedet lægger mærke til. Skærmens betragtningsvinkel er ret god, dog kommer der rødlige nuancer når man kigger fra siden, men tekst mm. er stadig læseligt. Skærmen er af crystal clear typen som har en rigtig god lysstyrke. Desværre har skærmen omvendt en del genspejling, som kan genere ved udendørs brug eller hvis man f.eks. sidder med ryggen til et vindue.
Dagligt brug
Notus passer rigtigt godt ind i det daglige brug – fordi selvom den er lille, så giver det ikke de store problemer. Faktisk var den største udfordring at få tilpasset sin PC rygsæk, så Notus ikke vælter frem og tilbage. Zepto skriver selv at den er til Office og Study, hvilket er meget passende. For for at forbedre vægten og strømforbruget er der brugt Intel's Ultra Low Power Mobile CPU, A110. A110 er en 800MHz CPU og selvom man ikke snakker GHz, så leverer CPU'en det den skal!!
Støj
Notus er næsten lydløs, men desværre langt fra hele tiden. Blæseren går nemlig igang engang imellem, da Notus bliver rimelig varm når den skal bestille noget, f.eks. at surfe, afspille musik og håndtere tekstbehandling i Word. Ikke at blæseren larmer rigtig meget, men den larmer en del.
Portabilitet
Notus' størrelse og magnesiumforstærkninger gør det til den perfekte partner når man er med på farten. Den meget lave vægt gør at man næsten ikke opdager at man har Notus med. En ret væsentlig ting er, at selvom skærmen er 12,1”, er opløsningen hele 1280x800, så man får det fornødne overblik.
Vægtfordelingen er god og Notus er godt placeret godt på benene. Det eneste som rigtigt er øv ved Notus er at den bliver noget varm, både i bunden, men også på metalsiden over lufthullerne i venstre side. Indbygget HSDPA-modem kunne godt savnes for at understøtte den suveræne portabilitet som Notus står for, samt en solid state disk ville klæde Notus. Ellers er der det hele, WiFi, LAN, USB-kortlæser, lyd og PCMCIA.
Vand
Zepto skriver på deres side:
Notus er bygget til at kunne modstå, hvis uheldet er ude og der spildes vand udover tastaturet. Omkring tastatur, startknap, genvejstasterne samt touchpad-området er maskinen vandtæt som en ekstra sikkerhed for dig som forbruger.
Det er jo noget der absolut må testes. Problemet er at vand og strøm er en farlig cocktail. Zepto var flinke til at vi kunne låne en testversion af en Notus til test. Et halvt glas vand over tastaturet og ingen problemer, ganske imponerende.
Benchmarking
Da bærbare baseret på A110 er sjældne, så har vi testet Notus A12 imod følgende hvor det har været muligt:
Dell Vostro 1500, Celeron M 1,83, 1GB RAM og Vista Home Basic
Asus Eee 701, Celeron 630Mhz , 512MB RAM, Windows XP Pro SP2
SiSoft Sandra
Notus er langt fra Vostro, som også har lidt over 1GHz mere at give af. I forhold til Eee så er Notus lidt hurtigere pga. bedre chipsæt, mere RAM og ikke mindst 170MHz mere at gøre godt med.
Billedet gentager sig, og da A110 ikke understøtter SSE3 / 4 så rammes den noget hårdere i denne benchmark.
Harddisk performancen er ikke speciel god, men 1,8" og 4200 RPM sætter sine begrænsninger.
3Dmark
Der er ikke andet at sige end at Notus ikke er en gamer-maskine, og det viser 3Dmark også.
PCMark viser det som formodet. Notus er ikke den hurtigste computer. Interessant er dog, at i PCMark Vantage, er den procentvise forskel mellem Vostro og A110, faldet i forhold til PCM04 og 05.
SuperPi
A110 CPU'en er ikke lige en oplagt kandidat til at regne Pi ud.
Batteri
Zepto skriver op til fantastiske 10 timer, men det er så når det hele er Idle. Vi tester med skærmen tændt, samt at batterymark Pro kører, dvs. en emulering af det virkelige liv, nemlig at computeren bliver brugt. Zepto skriver selv lidt over 5 timer. Vi nåede næsten 6 timer !!! Hvilket må siges at være yderst imponerende. Det er her Notus A12 viser sin sande styrke, nemlig batterilevetid.