Software
Det er blevet moderne at markedsføre sig på en grøn profil, og Gigabyte har til formålet udviklet en speciel strømsparefunktion der skruer op og ned for hastigheden på computeren i takt med arbejdsbelastningen. Funktionen kaldes for Dynamic Energy Saver eller DES.
Funktionen holder øje med arbejdsbelastningen på cpu'en og sørger for at slukke ned for de dele af strømforsyningen der ikke er nødvendige til den aktuelle opgave. Hvorfor køre med strøm på 12 MosFets hvis du kan nøjes med 4. Gigabyte lover op til 70% strømbesparelse ved lav til middel brug. Hvis du hører til overclocking folket så bør du overveje at slå funktionen fra, da den ikke fungerer godt sammen med en bruger, der med vilje prøver at klemme mest muligt ud af bundkortet. Den trækker så at sige den anden vej, og det ses på OC potentialet.
Sammen med DES funktionen er der lagt en stribe lysdioder på bundkortet så du kan følge med i hvor meget din cpu er belastet.
Det er en udmærket ide, men hvis ikke du sidder med boardet i en testopstilling eller har vindue i kabinettet, så er det nok begrænset hvor meget man vil gøre brug af denne visuelle overvågningsfunktion. Men trække ned gør det bestemt ikke.
Jeg har ikke været særlig vild med Gigabytes Easytune software i version 5, men gudskelov er bønnerne blevet hørt og programmet er nu udkommet i en version 6 med et stærkt forbedret interface.
Den indeholder nu et fanebladssystem, og ligner vel egentlig en forvokset udgave af cpu-z mht info omkring cpu og ram. Der hvor det rykker i forhold til den gamle version er at man har indbygget en overclocking funktion, der er meget omfattende og virker ganske godt.
Som det ses kan man justere alle vigtige spændinger og frekvenser direkte i windows, blot ved at flytte en skydeknap. Det er så enkelt som det næsten kan blive. Selv grafikkortet kan overclockes herfra.
Det giver programmet et ekstra plus i bogen at grafikken er inkluderet. Her er brugt et nVidia 8800GTS 320MB. Så langt om længe lever programmet op til sit navn EasyTune.
Du kan også vælge at lade hele optimeringsprocessen køre automatisk ved at vælge en af indstilligerne under CIA2 fanen, og endelig er der naturligvis også en moniteringsfunktion der overvåger dine temperaturer og spændinger.
Skal der dryppes lidt malurt i bægeret, så skal det være over temperaturovervågningen, der godt kunne have været lavet lidt mere fikst. Tallene er ret små, og kontrasten til baggrunden er ikke optimal, og jeg er ikke vild med skydeknapperne til denne funktion. Men det er småting i forhold til forbedringen over ET5 programmet. Thumbs up.