Introduktion
Vi er så priviligerede, at få lov at teste Asus' bud på et fuldendt og formfuldt bundkort til den nye Intel-platform, bygget omkring det nye P55-chipsæt. P7P55D Deluxe er noget af en design-perle, hvor man har forstået tiltrækningskraften i det enkle og og vovede. Noget som kun undertøjsmodeller efterhånden kan gøre efter. Asus har virkelig fat i den lange ende når det kommer til udseendet, der vel i virkeligheden komplimenterer det tekniske vidunder der gemmer sig bag facaden - på dette punkt kan vi godt allerede her afsløre, at P7P55D Deluxe er undertøjsmodeller klart overlegen.
Vi skal bla. se på det mystiske håndtag, eller TurboV remote som Asus selv kalder den, der bruges sammen med Asus' strømsparesystem til at skifte mellem forskellige profiler, eller til at futte op for BCLK'en realtime i Windows - så er man også fri for det der BIOS-pjat når der skal overclockes!
Asus blev grundlagt i 1989 af fire gæve taiwanesiske gutter der alle oprindeligt arbejdede for Acer. I 2006 omsatte de for $16,5 milliarder dollars vha. intet mindre end 52 millioner solgte enheder - til sammenligning solgte MSI 18 - og Gigabyte 16.6 millioner enheder det samme år. Asus startede faktisk med at hedde Pegasus. Det navn blev dog hurtigt skrottet, så firmaet kunne listes højere på de lange alfabetiske prislister, og idag har de knap 100.000 ansatte i hele verden, med hovedsæde i hjemlandet Taiwan.
Vi skal kigge lidt på det nye chipsæt P55 på næste side.