Kassens indhold
Den udgave vi har fået til låns er et testsample og derfor ikke repræsentativt for, hvad der måtte komme med i den endelige udgave. Vi tager det med alligevel, og sammenholder det med de officielle opgivelser.
Vi finder naturligvis et styks 870A Fuzion bundkort, og dertil kommer diverse manualer kabler osv.
Her er der et enkelt SATA powerkabel, og et SATA-300 datakabel. Ifølge de officielle specifikationer så er der også 2 styks SATA-600 kabler med, men de manglede i vores sample. De to CD'er er ligeledes ikke de officielle, men et par hjemmebrændte skiver med beta drivere. Sådan er det med prøvepakker.
En speciel ting ved 870A Fuzion er et overclocking duelighedsbevis for det aktuelle bundkort. I dette tilfælde kan vi se, at de automatiske OC funktioner har sagt god for 228MHz fsb med en AMD X6 1090T cpu. Der er samtidig en udvidet overclocking guide med i bogform. Det kan vi godt lide.
Man sidder ikke ligefrem med sportsvognsfrisure, men et 14% overclock på auto-indstilling er ikke værst. Jeg forventer dog en del mere, når vi skifter over på manuelle indstillinger.