Chieftec's Nitro serie
Under udviklingen af strømforsynings-teststationen anvendte vi en Chieftec 1200 Watt PSU som reference, og det er derfor passende, at den første strømforsyning, der testes også, er en Chiefte, nemlig deres BPS-950C.
Denne strømforsyning er en del af Chieftec’s Nitro serie, der består af 10 strømforsyninger, med effekter fra 350 til 1200 Watt.
Modellerne fra 350 til 500 Watt er med 120 mm. blæser og faste ledninger, hvor kun hovedbundtet med ATX-stikket er forsynet med sort fletstrømpe.
Modellerne fra 550 Watt og op er med 140 mm. blæser og aftagelige kabler (undtagen hovedbundtet med ATX-stikket som er fastmonteret), og alle kabelbundter er med sort fletstrømpe.
Topmodellen på 1200 Watt er fysisk markant større end de mindre modeller, men derudover har jeg ikke kunnet finde ud af de nøjagtige forskelle.
Alle modellerne i serien er ”80PLUS”, klasse bronze (minimum 81 % effektivitet fra 20 % til 100 % belastning) eller sølv (minimum 85 % effektivitet fra 20 % til 100 % belastning).
Strømforsyningerne har naturligvis aktiv PFC (hvilket populært sagt betyder, at den belaster elnettet på en pæn måde), og dermed en Power Factor på over 0,9.
Oversigt over alle modeller, fra http://www.chieftec.com/nitro-power.html