Corsair
Hos Corsair fik vi den store tour gennem de nye og kendte produktserier. Som noget nyt har Corsair fået audio produkter på programmet. To typer hovedsæt, et analogt og et USB baseret, blev introduceret sidste år, og nu er man så klar med to højttalersæt i 2.1 konfiguration.
Det største af dem hedder SP2500 og er på hele 230W, og det er rigtige watt, ikke nogen tyske papwatt. Subwooferen og de to satellitter har hver deres egen forstærker, og det vi hørte i prøverummet var ganske ok, selv om det er meget svært at danne sig et ordenligt billede i den megen larm fra messen.
Det mest spændende var dog det kommende Corsair Link system, der blander overvågning og styling sammen på en ret unik måde. Det består af en kontrolboks der forbindes til en række mindre enheder til at styre blæsere, temperaturfølere og i det viste tilfælde også farven på en række LED strips.
Den medfølgende software gør så at du kan, eksempelvis, få den øverste LED strip til at skifte farve fra grøn til rød i takt med temperaturen i CPU eller en temperaturføler, og samtidig sørge for at blæserne kører lidt hurtigere i takt med temperaturens stigning. Altså en konfigurerbar, visuel overvågning af dit system. Herunder et billede fra softwaren der viser nogle af mulighederne.
Corsair er ved at finpudse detaljerne inden release, men det ser meget spændende ud.