Innovation/Teknologi
Med Intels introduktion af Sandy Bridge, og AMD's introduktion af FUSION, er APU'er pludselig blevet mainstream. Af samme grund har mange spekuleret på, om det er dødsstødet til lowend grafikkort. AMD's marketingsansvarlige for grafikkort, Nevon Nekechuk, fortalte os dog på CeBIT (http://hwt.dk/literaturedetails.aspx?LiteratureID=18352 ), at lowend grafikkortkort er kommet for at blive. Også trods lanceringen af diverse APU'er.
Budskabet AMD vil sælge er altså, at man stadig får meget ud af at udskifte grafikdelen i sin APU, i fx intels Sandy Bridge, med et dedikeret grafikkort.
De primære salgsargumenter er bedre API-understøttelse og bedre spilydelse.
Ifølge AMD yder HD 6450 mellem 60 og 200% bedre end grafikchippen på Sandy Bridge; HD 6450 skulle kunne klare bl.a DiRT 2, BattleField BC 2, F1 2010 og Metro spilbart ved lav detaljegrad. Og så er det naturligvis heller ikke uvæsentligt, at det lille Radeon grafikkort har fuld understøttelse for DirectX 11-API'et. Desuden skulle faldet i ydelsen med Anti Aliasing være meget beskedent kontra Sandy Bridge.
Eyefinity, med understøttelse for op til 3 skærme, er også en dejlig mulighed med dette lowend grafikkort. I denne klasse er det klart, at vi mest af alt snakker om kontorbrug(2D) – men spil som både WoW og Batman:AA skulle køre flydende i 4080x768 over 3 skærme.
De sekundære men måske endnu mere væsentlige salgsargumenter er kortets evner som GPGPU(General Purpose Graphics Processing Unit), samt kvaliteten af videoafspilning. For med UVD3 og AMD App opnår lavere CPU-forbrug ved afspilning af video, samt støjreduktion, bedre skarphed og klarere farver.
Kigger vi på specifikationerne, kan vi i øvrigt se, at der er sket en del siden forgængeren, HD5450. Antallet af Stream processore er fordoblet fra 80 til 160, mens antallet af ROP-enheder fortsat er 16 Z/Stencil samt 4 farve ROP-enheder. Både GPU og RAM clock vil afhænge af producenten, med GPU clock på 625-750MHz og GDDR5/DDR3-hukommelse på 533-900MHz.
Strømmæssigt klarer kortet sig naturligvis uden andet end PCI-Express porten alene, med et forbrug på bare 9 til 27 Watt. Det vil komme i low-profile udgaver – og med bitstreaming af lyd via HDMI vil kortet helt sikkert gøre sig godt i kontormaskiner såvel som mediecentre.
Teknologier i fokus
PowerTune
PowerTune er en videreudvikling af ATI PowerPlay, der i sin tid var forbeholdt ATI's grafikkort til bærbare computere. Teknologien sørgede for at justere grafikchippens strømtilførsel og clock, alt efter hvor stor belastning GPU'en blev udsat for. PowerPlay blev senere implementeret på hele Radeon-serien fra HD 3000-serien, hvor også highend grafikkort til stationære computere dragede nytte af teknologien.
Hidtil har der ”kun” været 3 belastningskategorier: Ingen belastning, mellem belastning, og høj belastning. Strømtilførsel og clockfrekvens har altså været justeret på 3 niveauer.
Nu har AMD taget skridtet videre og har raffineret teknologien, således at strømtilførsel og clock kan styres meget præcist. Hvis et spil eksempelvis kører med meget svingende framerate, vil PowerTune både op- og ned-justere clock således at frameraten stabiliseres. Og kører et spil med 200 billeder pr. sekund, hvor skærmen alligevel kan kan vise måske 50/100 billeder pr. sekund, nedsættes hastigheden på GPU'en, så strømforbruget sænkes uden det kan mærkes for brugeren. Hvor meget GPU clock skal kunne ændres, kan man naturligvis selv indstille i Catalyst Control Center under Overdrive.
Eyefinity
Eyefinity er i løbet af det seneste års tid virkelig blevet et af de helt store salgsparametre hos AMD. Teknologien tillader helt almindelige brugere med selv relativt billige Radeon grafikkort at tilkoble 2, 3, 4, 5 eller 6 skærme; noget der direkte udvider brugeroplevelsen voldsomt. Mest populær er naturligvis 3 skærme til spil; noget der førhen var forbeholdt specielle grafikkort fx fra producenten Matrox, hovedsageligt til brug i bl.a. flysimulatorer.
Anno 2010 er et setup med 3 skærme dog fuldt anvendeligt til en bred skare af spiltitler og -typer. Herover ses Colin McRae: DiRT og - selvfølgelig - World of Warcraft.
CrossFireX
CrossFireX er AMD's bud på nVidias famøse SLi. CrossFireX gør det muligt at sætte flere grafikkort sammen – 2, 3 eller 4 og dermed i teorien firdoble ydelsen. For at opnå den optimale ydelse med 2 kort skal man koble 2 ens Radeon grafikkort sammen med en CrossFireX-bro. Bundkortet det hele foregår på, skal naturligvis have 2 fysiske PCI-Express x16-porte, og skal understøtte CrossFireX – hvilket næsten alle ATX-bundkort i dag gør.
Den reelle ydelse man får ud af et CrossFireX setup varierer dog meget. AMD selv hævder, at CrossFireX skalerer næsten 200% med 2 kort i en række spiltitler – og selv har vi også oplevet, at ydelsen næsten fordobles med 2 kort i visse spiltitler. Det varierer dog fra spil til spil – og sætter man 3 eller 4 kort sammen, skal man ikke regne med at udnyttelsen af disse er i nærheden af de 100%.
Unified Video Decoder 3
Teknologien svarer på mange måder til den nyeste version af nVIDIAs Purevideo, der ligeledes er blevet integreret i deres mainstreamprodukter. UVD er baseret på ATi's Xilleon video processor , som var en 32 bit "system-on-a-chip" MIPS processor. Nu er den så blevet integereret i GPU'erne med det formål at aflaste CPU'en og få videomateriale til at tage sig bedre ud. Dette gøres vha. de-interlancing, farvejustering, og støjreduktion.
UVD3 kan håndtere BluRay-materiale med bitrates op til 40Mbit/s, og kan teoretisk set dekode alt materiale indenfor H.264, VC-1, MPEG4 og DivX/xVid video codec standarderne næsten uden CPU-kraft.
Herunder hører også Accelerated Video Transcoding, der får grafikkortet til at dekode videomateriale, således at man kan konvertere videomateriale langt hurtigere, end hvis CPU'en skulle gøre arbejdet alene. I praksis kan dette mere end halvere tiden, det tager at konvertere en fil – og med Windows 7 kan man benytte sig af ”Drag 'n drop”-transcoding, så man ikke engang behøver tredjeparts software.
Også tredjepartsprogrammer såsom Cyberlink MediaShow Espresso kan udnytte Radeon grafikkort til at hjælpe med video-dekodning.
Enhanced Quality Anti-Aliasing
MSAA, som er en af de gængse standarder indenfor industrien, kender de fleste. Det er med til at give en fiktiv højere opløsning end det ellers ville være muligt. En egenskab der især er en fordel på fladskærme der kun har en til to ægte-opløsninger. 4x, står for 4 gange så mange pixels, og det giver sig til syne på skærmen som få eller ingen blinkende pixels, og ingen ujævne og hakkede kanter.
AMD har dog lanceret deres egen version, Morphological Anti-Aliasing, hvor de efter at have renderet et billede kører det igennem shaderen igen for at udglatte kanter. Dette skulle give et bedre billede med en minimal påvirkning af ydelsen.
(Tak til Emillos for dette afsnit)