Introduktion
Vi har i dag fået en ny spændende harddisk hjem fra Western Digital. Harddisken går under navnet; My Book AV-TV. Det er en harddisk, der er beregnet til brug med ens PVR-funktion på TV'et. WD siger selv, at det ikke bare er en helt almindelig harddisk, da denne skulle kunne bruges 24/7, hvilket betyder et hav af optagelser. Versionen vi har at gøre med er på 2 TB.
Western digital blev stiftet tilbage i 1970 og startede livet med at producere microchips til f.eks. lommeregnere. Senere er de gået over til at producere harddiske, hvilket i dag er kernekompetencen for det amerikanske firma med hovedsæde i Lake Forest, Californien. De er specielt kendte for en enkelt serie af harddiske, nemlig den lynhurtige Raptor-serie. På det seneste har de fået meget omtale for deres WD TV medieafspillere, men som sagt er det harddiske og SSD-diske der er hovedproduktet.