Layout / Design
Skærmen har et meget simpelt design, og adskiller sig ikke i stor grad fra andre på markedet.
Rammen er udført af plast i sort højglans, øverst til højre står modelnr. med en rimelig diskret hvid.
Øverst til venstre på rammen sidder der det efterhånden obligatoriske klistermærke, som giver et hurtig indblik i skærmens vigtigste egenskaber.
Nederst på rammen er der igen diskret, lidt reklame for HDMI, Senseye og LED, samt i midten teksten "BenQ"
På højre side af skærmen sidder knapperne, trukket ca. 1 cm tilbage fra forsiden.
Oppefra er der følgende knapper: "Auto", "Menu", "Up/Volume", "Down/Mode", "Enter" og til sidst "Power".
Når skærmen er tændt, er der grønt lys i powerknappen, og i standby er lyset orange.
Til min store glæde kan lyset ikke ses når man benytter skærmen, så man bliver ikke forstyrret af det mens man ser film eller spiller.
På bagsiden er der lidt forskellige input.
Til venstre for foden er tilslutningen til strøm.
På højre side er der input og output af lyd via minijack, og input af billede via HDMI, DVI-D eller VGA.
Der er desuden mulighed for at montere et Vesa 100x100 vægbeslag, og nederst til højre er det muligt at tilkoble en Kensington lås.
Der er desuden indbygget højtalere i skærmen, og input kan komme enten via minijack (grøn) eller HDMI.
Højtalerne er ikke fantastiske, men de er bedre end nogle højtalere jeg har hørt i bærbare computere, og må derved anses som tilstrækkelige for manges behov.
Foden består af to dele, som nemt samles med en fingerskrue under foden.
Der er hverken mulighed for at dreje foden eller justere højden. Der er dog mulighed for ca. 15° hældning op og ca. 5° ned.
Der er fornuftig vægt og balance i foden, så stabilitet skulle ikke blive noget problem.