Layout / Design
Kortet ligner overordnet sin storebror på frontgrillen og 70’er muskelbil looket er der stadig, ligeledes er den blanke sorte farve og alle andre kendetegn fra HD 7000-serien. Kølesystemet minder om det brugt på 6800-serien og kortene har da også samme strømforbrug, dog har AMD lige kappet et par centimeter af længden. Ligesom storebrødrene benytter kortet 6. generation "Vapour Chamber" køling, som mere effektivt skulle flytte varmen. Plastikken AMD har benyttet føles ret billig, men kortet er på ingen måde dårligt bygget.
Modsat 7900-serien er her ingen BIOS switch, og dermed er der en grænse for hvor meget man kan lege med indstillingerne uden at ødelægge noget.
Køleren klarer det ligesom resten af 7000-serien meget godt, i idle ligger vi på 38 grader mens 15 minutter under fuld load, kun bringer kortet op på 65 grader. På støjsiden er der intet at høre i idle, mens der under belastning kommer en smule støj fra køleren. Hvis man som mig er støjallergiker, vil jeg anbefale at gå efter en specialkølet model, men det er absolut ikke et støjende kort, og en almindelig bruger kan fint nøjes med fabrikskøleren.
Et kig rundt på kortet afslører naturligvis nogle strømstik og HD 7870 benytter sig af 2 stk. 6-pin PCIe strømstik. Dette giver kortet mulighed for at trække 200 Watt.
I fronten af kortet sidder 2. stk mini Displayport, 1 stk. HDMI og en Dual-DVI udgang. Dette giver rigeligt med muligheder når skærmen skal sættes til, også selvom AMD har sparet noget af pladsen væk.